Dronninglund Kunstcenter
6. marts - 10. april 2011

Kunstnerisk leder,
dronninglund kunstcenter, Jette abildgaard i
samtale med Peter Ejlerskov.

Jette Abildgaard: Umiddelbart er mange af de ting du bearbejder i dine værker på
udstillingen, inspireret af små og ubetydelige observationer i landskabet.
Alligevel holder du så stædigt fast i dem, f.eks de gule afspærringspæle, og du
giver dem på en måde betydning i maleriet, som de ikke har i virkeligheden.
 
Peter Ejlerskov: Når jeg ser noget interessant, binder det sig til mig, og selvom det i sig selv ikke er noget særligt, er det jo
dybest set en del af skaberværket. Det indeholder i lige høj grad egenværdi som
alt muligt andet, men det kræver, at man tager det til sig og så at sige ikke blot ser skoven, men ser alle
træerne hver for sig. Det er min egen erfaring - og det vil jeg gerne
videregive igennem min kunst.
 
JA: Udstillingen
kalder du 143 meter. Det kunne måske ligeså godt have været 300 eller 500
meter, men der skal normalt mere til at kalde det en rejse. Alligevel er det
netop en rejse, du har begivet dig ud på. Både en rejse igennem tid og sted,
men i lige så høj grad en rejse fra ét malerisk udgangspunkt til et andet.
 
PE: Rejsen er fysisk i den forstand, at jeg tager den
hver dag fra min hoveddør, op på marken, ind i skoven - og samme vej tilbage.
På den strækning ligger hele verden foran mig med kunstneriske temaer nok til
et helt liv. Du har ret i, at der ikke nødvendigvis er 143 meter. Det skal mere
forståes som et symbol på en kort afstand. På den måde bliver den lille daglige
tur med min hund et symbol på, at verden er virkelig og intens, lige der hvor man er - i nuet. Jeg har en idé om, at kan man
forstå en lille ting til bunds, så er der chance for, at man forstår noget langt større. Og det er netop drivkraften i at bearbejde en lille strækning som et kunstnerisk tema.

På min lille rute kommer jeg forbi et plejehjem. Her kommer de mere
fundamentale vilkår op til overfladen; liv, død og accept.
Flagstangen fortæller sit eget tydelige sprog, ofte med flaget på hel, men lige
så ofte på halv. Men det handler osse om en rejse i mere tematisk forstand. Når jeg maler figurative stedbeskrivelser, bliver elementer herfra flyttet med over i det mere nonfigurative maleri. Gule vejafmærkninger eller spærringer jeg har set på en byggeplads, begynder deres egen rejse fra den oprindelige placering og ind i et abstrakt naturbe-skrivende maleri, og får
på den måde ny betydning. Det naturbeskrivende, abstrakte landskab får tilført et kultur-element. Det
landskabsmaleri jeg hidtil har arbejdet meget med, har været stedløs og tidløs natur - nu får det et ekstra element, som giver både tid og sted. Det “konkrete” tager på en eller anden måde bolig i det abstrake, og giver et nyt element
at arbejde med...

Der er en kemisk proces, man kalder et entropisk system, hvor man, ved at tilføre en lille mængde energi, som f.eks 1 grads
varme til noget meget koldt, radikalt ændrer molekylernes bevægelse. Det
kan jeg ikke rede-gøre nøjere for, men den idé tænkte jeg på, da jeg malede et af de store malerier på udstillingen (Side 38-39). Små skarpe streger i gulorange tager maleriet i
besiddelse til trods for, at de er totalt omgivet af deres modsætninger. De små
streger har magten, men forudsætningen for at stregerne giver mening, er
maleriets ukontrollerede organiske form. Det giver mig en
fornemmelse for, at vi som individer føler os centrale i
verden, men til tider glemmer, at vi intet er uden en verden at agere i.
 
JA: En del af udstillingens mange værker er små skitser på papir. Små
løsrevne fragmenter, som fortæller hver deres egen lille historie. Nogle af dem
er blot enkle streger, som refererer til horisonten eller et hjulspor på
marken, andre er mere beskrivende. Fælles for dem alle er vel en lyst til at
fortolke virkeligheden i et kunstnerisk sprog, som giver det fortolkede ny
betydning? Bevægelsen fra skitsen til mere bearbejdede værker virker på mange
måder som en øjenåbner til dét, der måske er dit egentlige tema, nemlig en
fortolkning af skønheden i bredeste forstand.
 
PE: Det er i hvert fald tydeligt for mig, at selv de
mindste ting kan have en æstetisk side og indeholde
substans, som man oftest ikke tilskriver dem. Skitserne synes jeg siger noget om hvilken variation af ydre skønhed og intensitet, der findes
omkring os. Det er bare at åbne øjne og sanser og suge til sig. Kant
mente noget i retning af, at naturens skønhed er udtryk for guddommelig tilstedeværelse, hvorimod Hegel lagde mest vægt på kunsten, fordi den er
frembragt af menneskelig ånd og dermed særligt forbundet med Gud. Hvad der er
mest rigtigt ved jeg ikke. Måske har de begge ret, fordi naturen jo osse skal
tolkes af menneskelig ånd...

I hvert fald bruger jeg maleri eller tegning til at omgøre det konkrete, jeg har set eller erfaret, til et abstrakt sprog. Jeg tror på en måde, at der bliver skrællet en del uvæsentligt fra, så jeg bedre
kan forstå mine egne indtryk. Det abstrakte er for mig et
symbolsprog, som kan fortælle noget andet - og ikke
mindst mere om verden end det konkrete. Skitserne
virker måske umiddel-bart uden bund i noget virkeligt
eller ydre, men f.eks de tilskårede træstammer, som jeg har set og gået forbi mange gange i skoven, fremstod pludselig på
en helt bestemt måde, som på forunderlig vis gav dem betyd-ning - og derfor fandt de vej til skitseblokken i en kraftigt forenklet form. (Side 30-31).

JA: Hvorfra kommer din
lyst til at sprede dig ud i andre medier som glas
eller keramik? Især de keramiske skulpturer er formmæssigt langt fra de øvrige
ting på udstillingen, fordi du jo, naturligt nok, ikke
benytter penslen som redskab.
 
Pe: For mig at se, er der ikke synderlig
langt fra det ene til det andet, dels fordi mediet jo
blot er et ydre redskab til at formidle nogle erfaringer
med. Det vigtigste for mig er, at finde noget jeg, på en meningsfuld måde, kan få lov at fortolke mine erfaringer i. Jeg tror ikke jeg kommer til at lave mange figurer med røde plastikbolde eller andre ting, der
ligger mig fjernt at udtrykke mig i. Leret er jeg til gengæld meget
interesseret i, fordi det giver mulighed for at skitsere rumligt. Jeg benytter
leret til at forme idéer eller tanker med hænderne, som en papirskitse ikke kan
udtrykke. Det er det samme med glas, men det er i forvejen så æstetisk, at det
næsten er for meget, så jeg arbejder med glasset ved at nedtone det æstetiske
og optone mine skitseagtige strøg i det...

Jeg
har ved flere lejligheder leget med tanken om, at lave skulpturer med lys,
lysstofrør eller andet, men har kun ført det ud i livet en enkelt gang...
Selvom det måske virker langt fra mit udtryk, så synes jeg der er noget
nærliggende i, at bruge lyset direkte i stedet for indirekte, som jeg jo typisk
gør i mine malerier.
 
JA: Du har efterhånden
lavet flere store udstillinger, hvor du forfølger en bestemt kunstnerisk idé
eller tema. Den første handlede i høj grad om landskabet og lyset (MOMENT,
Frederikshavn Kunstmuseum 2007) - og med din udstilling Esse (Galerie Provence 2007) blev landskabet formet i en helt
bestemt retning. På din seneste store udstilling havde du nærmest flyttet
blikket ind i skoven og ned i muldjorden. (SPOR, Olivia Holm-Møller Museet
2009). Alligevel er det tydeligt, at der er en rød tråd i dine værker, nemlig
et fokus på at se og erfare det nære eller umiddelbart hverdags-agtige. Hvordan
griber du processen an fra først til sidst?
 
Pe: Jeg kan godt lide at arbejde med et
bestemt tema eller en idé over længere tid. Det giver mulighed for, at fordybe
sig og komme væk fra ugangspunktet i virke-ligheden... Mit seneste tema (Parafrase, Galleri Emmaus 2010) var umiddelbart noget anderledes, fordi det handlede om, at
bearbejde kristne temaer i mit eget formsprog. Jeg tog udgangspunkt i tidligere
italienske maleres værker, og arbejdede med parafraser over disse. Alligevel
vil jeg mene, at metoden er den samme som altid. Jeg finder et tema, som jeg
har lyst til at fordybe mig i, og begynder så at arbejde på papir og på lærred samtidigt. Mange af de første malerier lider døden i processen og på den måde skrider det hele fremad mod et tidspunkt, hvor
jeg synes jeg er mæt af at grave. Herefter går der typisk nogle måneder, hvor
jeg mere nøgternt ser på det jeg har arbejdet med, og begynder at bearbejde det
videre udfra mit nye standpunkt. På den måde kommer der dels en umiddelbarhed
ind i maleriet og samtidig en mere nøgtern vurdering af de enkelte arbejder. En
hel del bliver skrottet, noget får lov at leve videre...

Det er en klar fordel for
mig, at have en større udstilling foran mig et år eller længere ude i
fremtiden. Det passer godt til min lyst til at arbejde i projekter og det giver
en konsekvens som jeg godt kan lide. Jeg gider ikke stå og male det samme maleri
igen og igen.
 
JA: Indarbejder du
osse selve udstillingsstedets rum i dine værker, eller på anden måde forholder dig til stedet i forvejen, f.eks som
her på Kunstcenteret?
 
Pe: Det er lidt forskelligt hvordan det
udarter sig. Kunstcenteret er jo langt større end et galleri typisk vil være,
så jeg har helt klart haft stedets størrelse og muligheder med i mine
overvejelser. Jeg har indarbejdet stedets rammer på den måde, at det har været muligt, at udfolde mit tema i mange værker og retninger.
 
JA: Der er jo en
løbende debat i samfundet om kunstens rolle og hvordan vi skal forholde os til den. Der er en mangfoldig-hed af kulturelle tilbud på alle hylder og som udøvende kunstner, må du gøre dig mange overvejelser om det.
 
PE: Det er ihverfald sikkkert, at der er noget for enhver smag og
interesse. Personligt synes jeg, at meget kunst har en tendens til at skulle
“råbe” for at få opmærksomhed, men det er jo netop kunstens evne til at få os
til at fordybe os, der gør den til noget særligt. Mennesker besidder jo denne
instrumentielle adfærd, som gør os i stand til at tænke praktisk og
nytteorienteret og dermed løse en masse hverdagsproblemer. Kunsten derimod,
serverer tanker og idéer, der på ingen måde er instrumentielle. For mig er det
netop dét, der gør kunsten til noget særligt. Den kan åbne døren til vores mere
filosofiske og følelsesstyrede sider og derigennem vise den side
af verden, som vores praktiske hjerne fortrænger. Så efter min mening er kunst, der “råber”, mest ude efter at appellere til den side
af mig, der er praktisk - og det interesserer mig mindre. For mig er skønheden derimod vigtig at forholde sig til, og selvom den har været
i miskredit i 100 år blandt kunstteoretikere og kritikere, så mener jeg
alligevel, at den er omdrejningspunkt for de fleste udøvende kunstnere. Enten
forholder man sig til den ved at tilstræbe det smukke eller skønne, eller osse
bearbejder man den igennem det uskønne eller grimme. Men man peger alligevel på
skønheden.
 
JA: Betyder det, at
dine værker er udtryk for idéer som disse, som du gerne vil have andre til at
forstå?
 
PE: Kun hvis du med idé mener en erfaring du selv tidligere har gjort dig.
Jeg lader mig blot rive med af ting jeg ser, og jeg håber, at der er andre der
vil lade sig rive med på samme måde. Der er nemlig masser af ting at begejstres
over lige uden for vores egen dør... Et maleri er vel blot en ufuldstændig og svag repræsentation af den oprindelige erfaring, men derfor kan maleriet jo godt være et redskab til at pege på noget, der rummer denne forkætrede skønhedserfaring. Der
vil altid være nogle, som genkender deres egne erfaringer.
 
JA: Jeg håber, at rigtig mange vil bruge udstillingen som en øjenåbner til kunsten i bredere forstand. Dine ting er på mange måder en rejse fra ét udgangspunkt til et andet og rummer små hints til noget,
som mange måske genkender fra deres egne liv.