Kirkens rum interesserer mig på flere måder. Først og fremmest fordi det binder historie, filosofi og æstetik sammen. Og så synes jeg, at der er kunstneriske muligheder for at formidle tro og tvivl i et andet sprog end det talte. Jeg bestræber mig altid på at være loyal overfor kirkens historie og de mennesker, der bruger den og tænke på sammenhængen i rummet. Farver, kunstnerisk udtryk og kirkens arkitektur skal i fællesskab skabe et rum som mennesker føler sig tilpas i. Kirkens kunst må gerne være tvetydig og selvstændig, men den skal samtidig respektere, at den indgår i en religiøs tradition. Det vigtigste er, at kunsten ikke er dekoration, men har sin egen funtion som formidler af udfordringerne ved at være menneske.