Gilgamesh i fragmenter
Inspireret af eposset om Gilgamesh

Tekst af Hans Jørgen Lundager Jensen og tegninger fra skitseblokkenaf Peter Ejlerskov


Hans Jørgen Lundager Jensen
Professor i religionsvidenskab og teologi, Aarhus Universitet

Det store digt om Gilgamesh er unikt, fordi det er så overordentligt gammelt. Digtet er blevet til i det andet årt. f.vt.t., altså for mere end 3000 år siden. Måske eksisterede det allerede i 1700-tallet f.v.t., samme tidsrum som kong Hammurabis berømte lovsamling. Dermed er det et tusind år ældre end Homers store digte, Iliaden og Odysseen; det samme tidsrum, mindst, adskiller det fra Det Gamle Testamente. Man siger ofte at den vestlige kultur har to rødder, det gamle Grækenland og det gamle Israel. Men begge kulturer var unge (og friske) i forhold til de to store, gamle kulturer, Egypten og Mesopotamien, der opstod lidt før 3000 f.v.t. Grækenland og Israel lånte meget fra navnlig Mesopotamien. Derfor er der talrige temaer i begge kulturers digtning, som allerede var til stede i digtet om Gilgamesh. Hvordan tænkte mennesker dengang, og hvad tænkte de på? Var de meget forskellige fra os? Gilgamesh giver os et uvurderligt indblik.

Digtet er blevet til i Babylonien, dvs. den sydlige del af det område som kaldes Mesopotamien, og som er ca. ensbetydende med den moderne, og sørgeligt berømte, stat Irak. Her opstod hvad man kan kalde en ‘højere civilisation’ for allerførste gang. Og kuriøst nok netop i den by, som Gilgamesh er konge i: byen Uruk. Den ligger der endnu, som en ruinhøj, i det der nu er ørken, fordi flodløbene har flyttet sig siden oldtiden. (Man kan finde byen via Google Earth). Med højere civilisation kan man forstå et samfund med tusindvis af mennesker samlet i en by, med arbejdsdeling, så ikke alle er bønder eller hyrder, men også håndværkere, handlende, præster og, vigtigst af alt, mennesker som beherskede kunsten at skrive og læse. Alt det begyndte i Uruk.

Når der vides så meget om denne meget gamle kultur, og når vi i dag kan læse digtet om Gilgamesh, skyldes det skrift. Skriften, som vi gerne tager for givet, havde en hård fødsel. Det går helt af sig selv at lære at tale. Men at lære at læse og skrive kræver skolegang og lang tids øvelse, og det var de færreste der i oldtiden fik den mulighed. Skriftens fødsel var så besværlig, fordi menneskelige hjerner egentlig ikke er beregnet på at lære skrift; og hvis man ikke allerede kan læse, er det ikke intuitivt forståeligt hvad skrift kan bruges til. Det tog mange hundrede år før de tegn der oprindeligt blev brugt til en slags primitive regnskaber, også kunne bruges til digtning. Sproget selv var ikke specielt vanskeligt for datidens babyloniere: Det er skrevet på babylonisk sprog, et semitisk sprog lige som hebraisk og arabisk, som også blev brugt til dagligt. Men den skrift som blev brugt, var meget vanskeligere at lære end den alfabetiske skrift vi oplæres i. Det er skrevet med kileskrift, en skriftform som kombinerer tegn for stavelser med tegn for hele ord (lige som de egyptiske hieroglyffer). En sådan skrift kræver mange tegn – i Gilgamesh er der brugt lige i underkanten af 300 forskellige tegn. Og hvert tegn kunne stå for mere end én betydning; i digtet er der brugt tegn der har op til tolv forskellige betydninger. Det var altså en bedrift da en lille gruppe forskere i midten af 1800-tallet var i stand til at knække kileskriftens kode og læse de mesopotamiske tekster.

Gilgamesh-eposet er skrevet på lertavler – tolv i alt i den klassiske version. Lertavler kan holde sig uendeligt, hvis de er begravet i tør jord. Men de er også skrøbelige. Alle tavler mangler dele, nogle heldigvis kun lidt, andre ret meget. Derfor er det ikke hele digtet, der er bevaret. Men der er bevaret nok til at fortællingens hovedlinje er tydelig nok.

Digtet er et epos, dvs. et lang fortælling på vers med et større persongalleri og en række episoder. Det kan sammenlignes med Homers digte. Iliaden fortalte om græske heltes kampe ved Troja, mens Odysseen fortalte om en af dem, Odysseus, og hans besværlige vej tilbage til hans sted, øen Ithaka. Denne rækkefølge, først kamp, så rejse, er også det overordnede forløb i Gilgamesh. En afgørende scene i byen Uruk kæder de to hoveddele sammen. Det hele indledes dog med en forhistorie, fortællingen om hvordan Gilgamesh fik en ven og partner, Enkidu, den anden hovedperson.

Det hele er indrammet af en henvendelse til læseren eller (nok mere realistisk:) tilhøreren: Dette er fortællingen om helten Gilgamesh, skrevet på tavler af lapis lazuli, der er i en kiste af cedertræ, der er i hans by Uruk. Læseren opfordres til som turist at gå en tur på bymuren, som Gilgamesh har bygget, og betragte byens enorme omfang. Det var her, han levede! Da historien er ude og Gilgamesh vender hjem til Uruk, er det en af bipersonerne, der inviteres op på muren for at beundre dens brændte sten og den imponerende by. Med denne indramning – i litteratursprog hedder det en kiasme – danner fortællingen en cirkel: En fortælling er forbi, den samme fortælling kan begynde igen.

Gilgamesh var altså konge i Uruk. Han var tilmed to tredjedel guddom og kun en tredjedel mennesker, siges det. Det skal vist ikke tages bogstaveligt; i fortællingen er han helt igennem menneske. Han var åbenbart også en ustyrlig tyran, som plagede befolkningen så meget at de bad til guderne om ikke der kunne gøres noget. Den øverste guddom, himmelguden Anu – der meget passende havde et tempel i Uruk – giver dem ret. Han får gudinden Aruru, der har skabt menneskene, til at gentage sit kunststykke og skabe et menneske der kan spille lige op med Gilgamesh. Hun former så Enkidu af en klump ler. Men Enkidu er en vildmand, der strejfer rundt med gazellerne på steppen, spiser græs og ødelægger jægernes fælder. Han skal altså først gøres til et rigtigt menneske. Det sker ved en tilkaldt ‘forførerske’, den attraktive kvindes Shamat. Da hun er færdig med ham, efter en uge, er han blevet fremmed for de vilde dyr og klar til at lære at spise menneskemad og have tøj på. Så føres han til Uruk og møder Gilgamesh. Det bliver en stor succes; Efter en kort brydekamp er de uadskillelige venner.

Denne fortælling i fortællingen minder ikke så lidt om fortællingen i 1. Mosebog om Adam, det første menneske, der også skabes af en klump ler, og som først lever blandt dyr, indtil en kvinde kommer til og menneskeliggør ham. Men fra Babylonien til Israel har guddommen skiftet køn og er blevet til Jahve, og græssteppen er blevet til en frugthave. Der er formentlig en inspiration her, eller de to fortællinger er udsprunget af en fælles kilde af fortællinger om de første mennesker. Men senere i Gilgamesh er der et afsnit, hvor den kreative genbrug i 1. Mosebog er meget tydeligere.

Første hoveddel er da kampen. Eller rettere de to heltes farefulde ekspedition til den fjerne cederskov, der beherskes af den frygtelige kæmpe Humbaba. Det vil være en gerning til evigt ry at nedlægge ham og fælde nogle af hans træer. Med hjælp fra solguden og otte voldsomme storme lykkes det. Humbaba trygler for sit liv, men bliver slået ihjel, og hans træer bliver fældet og ført til Uruk. Det er en stor heltegerning, og Gilgamesh og Enkidu kan vende tilbage til Uruk i triumf. Men selv om solguden hjalp de to i kampen, var Humbaba under de største guders beskyttelse.

Cederskoven er Libanon, der dengang var et sted for at hente det tømmer, som Babyloniens flade flodslette manglede, og som var så vigtig for byernes templer og paladser. Men det reelle sted er også fortryllet-dæmonisk, hjemsted for væsner der er langt stærkere end almindelige mennesker. Så denne del af digtet er heroisk, også selv om heltegerningen balancerer på kanten af hybris. Her fejres maskulint venskab, fysisk styrke, vovemod, farefuld rejse og sejrrig kamp imod overvældende, kaotiske kræfter i det fjerne.

I digtets midterstykke går heltenes hybris fra antydet til eksplicit. Heltene er kommet tilbage til Uruk, og Gilgamesh vasker sig og tager fint tøj på. Men det fanger den unge gudinde Ishtars interesse. Han skal være hendes mand, og der er ingen ende på de gaver, hun vil overøse ham med: en stridsvogn af guld og lapis lazuli og et parfumeduftende hus, hvortil alverdens konger og fyrster skal komme med gaver. Gilgamesh er ikke interesseret. Han ved hvordan det går med dem som Ishtar har forført: De er døde i deres ungdom eller er blevet til dyr: en fugl med en brækket vinge, en løve i en fælde, en hest der plages med pisk, sporer og tørst. En gartner blev forvandlet til en kålorm. Denne hån kan Ishtar ikke tåle. Som en forkælet teenager kræver hun af sin far, himmelguden, at noget skal gøres straks. Hun vil sende himmeltyren ned til Uruk, så den kan rase og ødelægge. Og Anu giver efter. Men selv himmeltyren kan Gilgamesh og Enkidu nedlægge. For at gøre ydmygelsen total skærer Enkidu dens lem af og kaster det i skødet på Ishtar. Og dér gik de for vidt. De øverste guder bestemmer at en af dem skal dø. Det bliver Enkidu. I en drøm varsles han om sin skæbne, at skulle vandre den tunge gang til dødsriget, til det hus som ingen forlader, til det stille mørke hvor de døde er bevingede spøgelser der spiser støv og ler.

Enkidus død sætter anden hoveddel i gang. Gilgamesh reagerer med overraskelse og fortvivlelse. Hvis Enkidu kan dø, så kan han også. Han beordrer fremstillet en prægtig statue af Enkidu; men selv river han sig i håret, kaster sit fine tøj væk, og begiver sig bort fra Uruk, kun klædt i løveskind. Men han kender én som måske kan hjælpe. Uta-napishti er udødelig, så han må vide hvordan mennesker kan undslippe døden. Men det er ikke nemt at komme til ham. Gilgamesh flakker om i vildnisset til han kommer til skorpionmennesker der viser ham en lang, mørk tunnel under bjergene. Tunnelen munder ud i gudernes ædelstenshave. Her møder han krononen Shiduri, der spørger hvem han kan være, nu han ser så forfærdelig ud. Da han svarer at han søger det evige liv, fortæller hun ham at det ikke kan lade sig gøre; guderne skabte menneskene som dødelige og beholdt det evige liv for sig selv. Solguden, der fortsat har et godt øje til Gilgamesh, prøver også at overtale ham til at acceptere skabelsesordenens vilkår; men forgæves.

Men Gilgamesh møder Ur-shanabi, en bådfører, der sejler ham over dødens vande og ud til hans mål. Så endelig når Gilgamesh da frem til Uta-napishti. Han forklarer at guderne gjorde en undtagelse med ham, for det var ham der byggede det fartøj som sikrede overlevelsen af livet på jorden, dengang guderne (ubetænksomt) sendte syndfloden. Han og hans kone: De blev gjort udødelige, og nu bor de her, i det fjerne, ved flodernes munding. Vi får genfortalt fortællingen om syndfloden, som Gilgamesh-digtet har lånt fra en anden babylonisk myte, ‘Atrahasis’, og som igen genfortælles hver på sin måde i den israelitiske og den græske mytologi. I 1. Mosebog hedder synsflodshelten jo Noa; for grækerne hed han Deukalion. Myter om verdensoversvømmelser kendes fra mange kulturer. Men de græske og israelitiske versioner er tydeligvis lånt fra den meget ældre babyloniske version.

Uta-napishti og hans kone viser altså at guderne kan gøre undtagelser. Men Gilgamesh er ingen syndflodshelt. Han bliver underkastet en prøve: Kan han holde sig vågen i syv dage? Han falder i søvn med det samme, og da han vågner efter de syv døgn, hævder han hårdnakket at han kun lige tog et kort blund. Gilgamesh har ikke stof i sig til at blive udødelig. Men fru Uta-napishti har alligevel medlidenhed, så hun får sin mand til at røbe hemmeligheden om foryngelsesplanten. Den vokser på bunden af havet, og med den kan gamle blive unge igen. Da Ur-shanabi har sejlet Gilgamesh tilbage, dykker Gilgamesh ned og får også fat i planten. Men da han på sin lange rejse hjem lader den ligge, mens han tager sig et bad, dukker en slange op, snupper den, skifter ham og glider væk igen. Så i selskab med Ur-shanabi må Gilgamesh vende tilbage til Uruk, lige så dødelig som han var da han rejste bort. Der er flere slags udødelighed: den evige, som gudernes, og den hvor livet kan fornys, og som slangerne har. Ingen af dem er for mennesker.

Mens digtets første hoveddel var heroisk, er denne anden hovedel altså eksistentiel. Den første del var en triumf; den anden er et nederlag. I den første del kunne Gilgamesh mere end alle andre; i den anden del kan han præcis lige så meget som alle andre, dvs. intet. Som helt kunne Gilgamesh besejre monstre i det fjerne. Som menneske er han ikke op imod monstre, men imod guderne, dvs. imod den verdensorden som guderne har bestemt. Hybris – ordet er græsk, men sagen er også babylonisk: Hybris er at trænge ind på gudernes domæne: at ville have hvad de har, at ville være som dem. At dræbe Humbaba (som intet havde gjort dem) og håne Ishtar groft trak gudernes straf med sig. Den eksistentielle hybris medfører kun medlidenhed, hovedrysten og, let antydet, Uta-napishtis hån: Se, den sølle helt kunne ikke engang holde sig vågen i syv dage!

Den heroiske del er de unge mænds domæne: muskler, ubrydeligt venskab, farer, udfordringer, kamp på liv og død. Visdom derimod er ikke deres stærke side. Den eksistentielle del er nogle andres domæne: gudernes, naturligvis, og, måske lidt mere uventet, kvindernes. Krokonen Shiduri får ganske vist ikke det sidste ord; men det er hendes ord der sammenfatter digtets såre letfattelige belæring (som den unge helt altså ikke havde forstået). Guderne skabte menneskene som dødelige og beholdt det evige liv for sig selv. Det eneste rigtige at gøre for en omflakkende eksistensdesperado som Gilgamesh, rædselsvækkende med sit vilde hår og løveskind, indfaldne øjne i et ansigt furet af sol og frost (han er tydeligvis en forløber for den græske Herakles og den israelitiske Samson) – det eneste rigtige er at gå hjem. Spis, drik og vær glad! Tag noget ordentligt tøj på. Vær stolt over dit lille barn, lad en kvinde frydes i dine arme!

Gilgamesh og Enkidu kan nok være store helte. Men de står imellem to magter der er større end dem. Den ene magt er guderne, der sætter grænserne udadtil og opadtil. Den anden magt er kvinderne. Der skulle en kvinde, hetæren Shamtar, til at gøre vildmanden, Enkidu, til et rigtigt menneske. Der skal en anden kvinde, Shiduri, til at belære kongen, Gilgamesh, om han ikke kan være mere end et rigtigt menneske. Og rigtigt menneske, det er man i byen, i Uruk, hvor det hele begyndte (digtet og den højere civilisation), og i huset, i den familie, som Gilgamesh endnu ikke har. Udødeligheden er for guder og slanger. Mennesker må trøste sig med børn, bymure og et digt, skrevet med kileskrift på lapis lazuli-plader, nedlagt i et cedertræsskrin i Uruk.


Peter Ejlerskov
Gilgamesh i fragmenter

Enhver fortælling har skjulte rødder. Selv de mest originale historier står på skuldrene af andre historier. Sådan er det også med historien om Gilgamesh. Eposset begyndes med en beskrivelse af hovedpersonen som en nådesløs konge, gud og menneske i en og samme samme person. Guden Aruru skaber Enkidu for at give Gilgamesh en sjælelig modpol. ”Du, Aruru, skabte mennesket, nu må du skabe Himmelgudens idé. Lad ham modsvare stormen i Gilgameshs hjerte…” Først tager Enkidu form som en utæmmet vildmand, der får sin ”fornuft og forstand”, da skøgen Shamhat forfører ham. Gilgamesh møder Enkidu og imponeres af Enkidus kræfter. De bliver uløselige venner og drager i fællesskab til Cederkoven og fælder såvel skovens beskytter Humbaba som selve skoven.

Det er begyndelsen til en række hændelser som udspringer af Gilgamesh´s beslutninger. På den ene side utæmmet hærgen og mord og på den anden side en refleksion over unødvendigheden af disse handlinger. Da hans ven Enkido dør, vender historien for Gilgamesh, og hans dødsangst driver en ny stræben efter evigt liv. Til sidst kommer Gilgamesh retur til byen? Uruk og selve fortællingen ender med en opfordring til at kravle op på Uruks bymur og se sig omkring. ”Undersøg dens fundament, gransk dens stensætning”. Som om vi som læsere opfordres til at give både mur og fortælling et kritisk blik.

På mange måder er historien drevet frem af hovedpersonens uregerlige drift og rastløshed, som begynder med storhed og ender med nederlag. Selvom Gilgamesh er en historisk figur, og trods at hans by Uruk og dens store bymur stadig findes i dag, er det tydeligt, at historien om ham er anekdotisk. De mange figurer, der introduceres i forløbet har alle et konkret formål; Enten skal de gøre Gilgamesh til et helt menneske med både heltemod og barmhjertighed, eller også skal del vise Gilgamesh, at selvom man er uovervindelig, vil tilværelsens tilsyneladende prædefinerede gang være stærkere. Fortællingen drives med andre ord frem af hovedpersonens indre kampe, som både bliver beskrevet som et ydre og et indre drama. Det er netop denne todelte karakter, der gør fortællingen interessant, og ikke mindst relevant, at læse.

Jeg fik Gilgamesh i en dansk oversættelse som en gave af min datter Anne. Efter et par gennemlæsninger stod det mig klart, at denne historie om den menneskelignende gud rummede mere end blot en fabelagtig fortælling. Flere steder i bogen fik jeg fornemmelsen af, at den beskrevne følelse af hovmod, afmagt eller følelsen af, at timeglasset rinder ud, var lige så relevant og levende for mig som for figuren Gilgamesh. Skræller man alle de fantastiske lag væk og koncentrerer sig om de menneskelige følelser, der er på spil, er Gilgamesh historien om et menneskes indre udvikling fra hovmodig sejrherre til et menneske, der er nedbrudt af dødens uafvendelige virkelighed.

I en tid, der er præget af en tydelig fælles erkendelse af livets skrøbelighed og frygt for, hvad vi har i vente, så kan en fortælling som Gilgamesh være med til at transformere vores oplevelser til sprog og erkendelse. Selvom der ikke umiddelbart er noget, der indikerer, at man for 4.000 år siden i Uruk kendte til pandemier, så er det tydeligt, at persongalleriet i Gilgamesh kendte til afmagten og bekymringen for tilværelsens ugennemskuelighed. Det er netop denne afmagt, der motiverer Gilgamesh til at søge efter det evige liv.

Gilgamesh som fortælling er samtidig historien om en helt igennem skamløs tilgang til verden og de væsener, der lever i den. Efter oplysningstiden har vi fjernet os skridt for skridt fra overtro og imod en stadig større tiltro til videnskab og rationel tænkning. Selvom de fleste af os ikke kan gennemskue de videnskabelige resultater vi alle har glæde af, så er vi dog for det meste overbeviste om deres sandhedsværdi. Det betyder grundlæggende, at vi har flyttet vores tro på guderne og naturens kræfter til en klippefast tro på videnskab.

Fremskridtet har skabt en stigende fælles accept af, at love og regler er til for det fælles gode. Bryder man reglerne, bliver man gjort opmærksom på sin egen skamløshed overfor fællesskabet ved straf. Men den samfundskontrakt er i disse år på vej i opløsning. Politikere og meningsdannere kan nu sige de mest uvidenskabelige og faktuelt forkerte udsagn uden at blive udskammet, og i stedet blive hyldet for at sige netop dét, som mange tilsyneladende tænker. Det er på en måde en tilbagevenden til de tidligste kapitler i Gilgamesh, hvor hovedpersonen endnu ikke havde mødt Enkidu og uden nogen form for fortrydelse hærgede og myrdede. Gilgamesh herskede uden at have nogen form for skam over sine gerninger, eller empati overfor dem, det gik ud over.

TRANSFORMATION AF SYMBOLER
Gilgamesh er ladet med symboler. Det interessante for mig har været at tage tekstens grundsymboler, og transformere dem til billedsymboler. Symboler er i sig selv en omskrivning af fortællingens egentlige budskab. tager man et symbol og omskriver det til streger på papir, opstår der med lidt held en udtryksform, som er selvstændigt - inspireret, men altså uafhængigt, af sit ophav.

Jeg begyndte at nedskrive små passager fra bogen, når billederne fremstod særligt tydelige. Tanken var at tegne fragmenter ud fra min egen forståelse af historien, som korresponderede med fortællingens fragmentariske form. Til trods for den skarpe historie, så har jeg ikke finpudset mine tegninger eller forbedret dem, hvor de står lidt svage. De fremstår, som de nu engang endte på papiret. Den eneste redigering har været at fremhæve utydelige streger en smule, så også de kunne ses i bogens tryk. Nogle af dem er meget konsekvente i deres form, mens andre fremstår mere ufærdige. Det er netop de ufærdige, som jeg synes er de mest interessante, fordi de giver plads til læseren.

Lidt uventet hjælp fik jeg af den danske oversættelses tekstopsætning, (Gilgamesh ved Sophus Helle og Morten Søndergaard, Gyldendal 2019) som med lange tomme passager .





. viser hvor den oprindelige tekst mangler og dermed hvor meget af historien, der er tabt for eftertiden. Det tydeliggør tekstens fragmentariske forms utilgængelighed visse steder, men til gengæld giver det mulighed for at fortolke tomrummene efter eget temperament. At lade noget af historien stå ufortalt er et godt udgangspunkt, når man arbejder med et kunstnerisk udtryk. Det giver en spænding, som jeg synes inviterer beskueren til selv at bidrage til fortællingen.

Gilgamesh er en tredjedel menneske og to tredjedele gud, fem en halv meter høj og med en brystkasse, der er to meter bred. Den fornemmelse kender vi jo alle! Fortællingens fantastiske karaktér gav sikkert mening i en tid, hvor den blev fortalt fra mund til mund. Jo flere farver, jo bedre huskes maleriet. Uhyrer og monstre var en del af virkeligheden, som fortællinger og religion forsøgte at give mening. I dag vil mange nok tolke det overnaturlige som symboler på sindstilstande. Gilgamesh beskrives før venskabet med Enkidu som en hensynsløs hersker. Enkidu beskrives derimod som en vildmand, en naturlig kraft som tæmmes og bliver fornuftens stemme i fortællingen. Modpoler man kan forstå direkte - eller som modstridende sindstilstande i et menneske.

Mine tegninger afspejler historien som om den skete for et almindeligt menneske. Måske for mig selv. Jeg kan kun tegne hvad jeg kender og fornemmer, og derfor har jeg tolket historiens karakterer som menneskelige. Tegningerne er ikke illustrationer til et hændelsesforløb, men små fragmenter af fortællingen, på samme måde som selve fortællingen er fragmenteret. Kender man historien om Gilgamesh, kan man måske læse dens drama ind i tegningerne. Kender man ikke Gilgamesh, så er tegningerne udtryk for grundfølelser som ét menneske har videregivet til et andet med et tidsspænd på fire tusinde år. Had, kærlighed, hovmod, ambitioner, nederlag, forfald, dødsangst og måske til sidst accept af tingenes tilstand. Det er hvad jeg fik ud af mødet med Gilgamesh.

De fleste gode historier rummer de samme ingredienser af liv, håb, venskab, fjendskab og død. Den store bedrift er ikke at tegne et par skitser på papir. Den helt store bedrift for eposset om Gilgamesh er, at den er en historie som har holdt sig relevant og vedkommende gennem fire årtusinder.