Interaktion mellem ydre og indre landskaber      
Af kunsthistoriker Marianne Gasbjerg, skribent og kulturformidler Direktør Aarhus Kunstakademi)
 
 
Kunstneren Peter Ejlerskov er hjemme i vante omgivelser, når han udstiller sine nyeste værker på Frederikshavn Kunstmuseum. Han er opvokset i Strandby lidt nord for Frederikshavn, hvor himlen er høj og naturen findes lige uden for hoveddøren. I udstillingen INTROSPECT er det netop Ejlerskovs erindrede landskabsindtryk, der bliver omsat og bearbejdet til ekspressive værker, som rummer fragmenter af hans egne følelser og indtryk. Resultatet er, at i selv det mørkeste mørke eller det lyseste lyse kan man finde aftryk af et møde med naturen eller landskabet. Det kan være en remissens af et træ, flader som angiver et møde med en horisontlinje eller hustagenes stringente silhuet, der rager op i den mørke nat. Ejlerskovs nære forhold til natur og landskab er en inderlig følelse, som allerede ind-lejrede sig hos ham i barndommens år. På skolens vægge i Strandby stødte han på et værk, som talte til ham på en anden måde end de øvrige billeder, som prydede skolens lange gange. Det var den nordjyske kunstner Svend Engelunds landskabs-motiver, som den unge Ejlerskov blev grebet af. Ikke fordi billedets kvalitet skilte sig specielt ud fra de andre – alle billeder på væggen var reproduktioner, som sollyset efterhånden havde afbleget. Men Ejlerskov kunne i Svend Engelunds stramme kompositioner genkende Nordjyllands flade, udstrakte landskaber, den høje himmel og markernes skiftende farvesætning – alt det, som netop var essensen af landskabet omkring Strandby. Mødet med Engelunds værker betød en ny måde at se på for den unge Ejlerskov, men der skulle gå år inden han selv valgte vejen som passioneret kunstner.
 
FRA ENGELUND TIL COLORFIELD
Peter Ejlerskovs malerstil indskriver sig i en forlængelse af den ekspressive bølge, som blev re-introduceret i 80’erne af de ’unge vilde’. En gruppe unge kunstnere, som søgte tilbage til det ekspressive maleri efter at billedkunsten var blevet erklæret død i 60’ernes og 70’ernes fokus på konceptkunst og minimalisme. Avantgarden i 70’erne skulle ikke indeholde spor af kunstnerne, men alene dreje sig om beskuerens møde og dialog med kunsten. Bølgen af unge kunstnere, som gjorde op med avantgarden startede i Tyskland, hvor blandt andre Georg Baselitz (1938) og Anselm Kiefer (1945) kastede sig over det ekspressive maleri. Tendensen bredte sig hurtigt til andre lande. I Danmark var det en gruppe kunstnere, som i 1982 udstillede sammen under titlen ”Kniven på hovedet”, som fik æren for at re-introducere det ekspressive maleri igen. Det var ikke en fælles malestil, som kendetegnede flokken – blot et indtrængende behov for atter at udtrykke sig kunstnerisk gennem sanselige og ekspressive billeder. For Peter Ejlerskov er det også billedkunsten, der er i fokus. Samtidig går den autodidakte kunstner ikke af vejen for at eksperimentere og lege med andre materialer i søgningen efter det rette kunstneriske udtryk i forhold til det emne, som han afsøger. Han har tidligere beskæftiget sig med både keramik og glaskunst – og har vist sin intuitive sikre stil i total udsmykninger af for eksempel Kur og Helse Centret på Læsø. Ejlerskov greb her fat i stedets egenart og spandt en rød tråd, som havde afsæt i det unikke landskab på Læsø. Dette blev æstetisk og gennemgribende bearbejdet ind i arkitekturen i samspil med arkitekt-erne fra Friis & Moltke. Resultatet blev en totaloplevelse, som mimer og spiller sammen med landskabet uden for helsecentrets døre.

Ejlerskovs lyrisk abstrakte værker viser en inspiration som spænder fra colorfieldmaleren Mark Rothko (1903-1970) til landskabsmaleren Svend Engelund (1908-2007) og de lyrisk abstrakte kunstnere Per Kirkeby (1938) og Maja Lisa Engelhardt (1956). Det, der påvirker og inspirerer ham, er blandt andet kunstnernes afsæt i erindrede og genkaldte landskabsobservationer. Hos Rothko resulterede processen i rene, dirrende farveabstraktioner, som satte beskueren i en meditativ proces i mødet med de monumentale billeder. Kirkeby og Engelhardt bruger landskabsindtrykkene som afsæt for værker, som de overmaler og gengiver i stadig nye variationer over det samme emne. Ejlerskovs malerstil forfølger dog sit helt eget spor – eller ’sin egen plovfure’, som han selv vil udtrykke det. Motiverne finder han uden for døren under de daglige udflugter med familiens hund. Det er de små ting, som fæstner sig og giver inspiration - den bløde muld, det bugtende landskab, afbrækkede grene, stenenes formationer, skovens tætte krat eller småbyens kantede arkitektur. Oplevelser og udsyn, som fæstner sig i hans hukommelse, hvorefter han kan forløse indtrykkene.
 
INTROVERT TILGANG
Med udstillingen INTROSPECT handler det for Peter Ejlerskov om at gå tæt på et tema og gennemarbejde det på kryds og tværs, indtil han har afdækket alle aspekter af temaet – fundet ind til noget, som har en essens og videreformidlet det i maleriet. Men også en stræben efter eftertanke og fordybelse, som driver ham videre i processen. I INTROSPECT går Ejlerskov tæt på sig selv. I værkerne forløser han sine tanker, følelser og oplevelser. Landskabet og naturen er stadig til stede – som erindringer om et møde med naturen, som har sat ham i en bestemt stemning. I nogle af de lyrisk abstrakte værker fornemmer man konkrete og klare referencer til landskabets skiftende karakter, mens andre i højere grad handler om meditation og eftertænksomhed.
 
INTROSPECT er et projekt, hvor Ejlerskov ønsker at underspille kunstens underholdningsværdi, for til gengæld at lade beskueren stå lidt hjælpeløs alene foran værket. Nogle vil måske blot passere uden at skænke værkerne større interesse end en æstetisk domsfældelse. Men det, som Ejlerskov ønsker at skabe grobund for, er en dialog med beskuerne. En tænkning, som ikke ligger langt fra de unge vildes intention med deres kunst tilbage i 80’erne – nemlig at maleriet ikke blot skulle fortolkes, men også skulle sanses ned i den mindste detalje. En intention, som i nogen grad genoptog Mark Rothkos ønske om, at billedet blev en alt- opslugende, sanselig oplevelse, som beskueren kunne fortabe sig i. 
 
EN SANSELIGT OG MEDITATIVT UNIVERS
Det er denne holdning, som præger Ejlerskovs værker. Han blotlægger sine egne erindringer og sjælevandringer i abstraktioner som udgangs-punkt for beskuerens egen spejling i værket. Et spejl, som giver mulighed for at erfare egne oplevelser i helheder fremfor rationalisere sig frem til et resultat. Gennem en slags meditativ øvelse kan beskueren leve sig ind i værkerne og fremkalde en mere følelsesladet og sanselig kunst-oplevelse, hvor velkendte følelser dukker frem fra underbevidstheden. Dermed synes Ejlerskovs værker at åbne sig langsomt op i stedet for at lukke sig om sig selv. Det erindrede stemningsbillede rummer imidlertid også en melankolsk dimension, da essensen af et erindringsbillede netop er, at det er en stemning eller en situation, som alene tilhører fortiden. Det er denne proces, som igangsættes i eksempelvis værket INTROSPECT, side 27 i dette katalog. Der dukker noget velkendt og fortroligt op ved mødet med det landskab, som åbenbarer sig i billedet. Man fornemmer den grå, våde vej, som skærer sig dybt ind i billedet. På begge sider af vejen dukker byens grå, monokrome huse op, for at tilkæmpe sig større farveintensitet længere inde i billedet. Farverne lokker forførende beskueren længere ind i værket, selvom Ejlerskov holder sig til en sparsom farveskala.
 
Ejlerskov sætter også en bevægelse i gang – og dog – det synes næsten som om, at man på én og samme tid står stille og samtidig skyder en vældig fart gennem byens rum; som et flashback, der stadig står lidt utydelig i konturen. Silhuetterne i værket bliver udvisket og man er fastfrosset i bevægelsen med de store, grå bygninger på hver side af vejen. 
 
GLÆDE VED FARVERNE
Farverne synes ved første øjekast mørke og monokrome, men efter-hånden bemægtiger de enkelte nuancer sig større opmærksomhed. Det giver værkerne kontur og farvemæthed. Farvernes umærkelige dominans i de ellers meget mørke nattebilleder er et bevidst træk. Ejlerskov ønsker på denne måde at vise sin kærlighed til farven, hvor de små detaljer giver betydning. Den smalle gule eller en blå farvestribe, der dukker op i et ellers fortættet mørkt værk i LANDSKABSSUBSTANS på side 39 og 40-41, fremstår stærke og lysende op mod det mørke, der omgiver dem. Som lysende sprækker i billedet, der viser ind til noget andet. Farveglæden og interessen for farvens substans kommer også tydeligt frem i en række mindre værker, som Ejlerskov sammenstiller til et større værk på side 52-53. I disse værker træder farverne mere igennem, som ’øer’ af farve. Disse farvemættede felter får nærmest karakter af åbninger ind til et andet lag i værket. En døråbning ind til farvemylderet – klart afskåret fra den mørke nuance, der omgiver det. Sammenhængen i den række billeder er netop den blå farve, som tiltager i lethed og lysstyrke i de sidste to værker. Bliver forløst i et større farvespænd og viser en gradvis udvikling i motiverne.  
 
EN SAMFUNDSKRITISK SKABELSESPROCES
Peter Ejlerskovs billeder er først og fremmest sanselige, men indeholder også et samfundskritisk perspektiv. Ejlerskov mener ikke, at kunsten kan være andet end samfundskritisk i tilblivelsesprocessen. Det skyldes, at kunstneren problematiserer, leger med eller stiller spørgsmålstegn ved det etablerede samfund og dets indbyggede måde at tænke fremskridts-orienteret og materialistisk på. Ejlerskov selv reflekterer over et samfund, som i overvejende grad er fokuseret på underholdning og oplevelser – på bekostning af eftertænksomheden. Men han kredser også om kunstens egen nedtoning og afstandstagen til et æstetisk skønhedsbegreb, hvor det klassiske skønhedsbegreb i dag virker kitsch. Samtidig har idéen om, at det skønne kan findes i dets modsætning, nemlig det uskønne, heller ikke den store opbakning i kunstlitteraturen.
 
Ejlerskov insisterer alligevel på at fastholde ideen om et skønhedsbegreb. Derfor er værkerne i INTROSPECT til syvende og sidst også blevet bearbejdet, så de åbner op for en diskussion og refleksion over netop skønhedsbegrebet og æstetikken i dansk kunst i dag.