FORORD
Af Kirsten greve
Sognepræst ved Sdr. Rind kirke

Hvor skal man ende, og hvor skal man begynde, når man har sat sig for at beskrive Sdr. Rind sogn og kirkes historie på et meget beskedent sidetal? Hvilke spor skal forfølges – hvilke tangenter skal vi ud ad?

Uanset hvordan det bliver gjort, så må det blive meget knapt.

Vi har ikke lavet en tilbundsgående kirkehistorisk beskrivelse. Vi har malet med den brede pensel henover årene og er så dykket ned, hvor der har været spændende kilder at finde og læse om netop Sdr. Rind.

Det har været en spændende vandring gennem de gamle arkiver. Man bliver ramt af historiens vingesus, når man blandt mange ikke så interessante arkivalier pludselig sidder med et originalt brev fra kirkeministeriet sendt enslydende til alle sogne i landet. Brevet er dateret d. 16. maj 1947, og det skal afklare, hvordan ringeren skal aflønnes ved den ekstra ringning, der blev pålagt i anledning af Kong Christian X’s død. ”Kongen er død” ”Hvad får vi for det”? De store danmarkshistoriske begivenheder krydser de daglige, lavpraktiske.

Sådan har det altid været i kirken hos os. Det store møder det små. Landets historie, kirkens historie, Guds historie med sit menneske – alt sammen har lavet sine nedslag i tid og sted og er blevet til vores historie.

Det her er ikke en bog om Gud; det er en bog om det hus, mennesker har bygget og gennem generationer har præget og værnet om for at have et sted, hvor vi i fred kan bede og synge og lytte. Hvor vores lille liv bliver løftet op i den store sammenhæng. Hvor mennesker siden midten af 1100-tallet er kommet med deres liv – deres sorger og glæder – deres nyfødte, deres kærlighed, deres døde – og derimellem alle deres store og små dagligdags bekymringer, bønner, tak og tanker.

Hvis de smukke, gamle, bulede vægge kunne tale... det kan de ikke – men de har lyttet til mangt og meget – og det vil de blive ved med. Og forhåbentlig vil vores nyrenoverede kirke blive ved med at understøtte mennesker i tro og bøn og spørgen… forhåbentlig vil den blive til trøst og velsignelse som ramme om Guds ord talt til sit menneske.

ALLE TIDERS KIRKE
Af Anna-Lisa Thorsen
Meninghedsrådsformand mens renoveringen blev planlagt

Kære Læser, denne bog er en fortælling om ”alle tiders kirke”, nemlig Sdr. Rind Kirke, som har været sognekirke for de mennesker, som igennem små 1000 år har haft deres daglige liv i Rindsholm og Sdr. Rind.

Meget er forandret, men kirken står her stadig, og skiftende menighedsråd har taget vare på både kirkebygninger, kirkegård og det kirkelige liv i sognet. Jeg tror, mange vil være enige med mig i, at netop fordi det er vores sognekirke, er den noget særligt. Kirken er ikke bare mursten - i vores tilfælde tilhuggede kvadre, munkesten og teglsten mv., den er en del af en større fortælling om det liv, der er levet i Rindsholm og Sdr. Rind ved højtider og i den almindelige travle hverdag. Den har dannet ramme om både glædelige, festlige og sørgelige begivenheder fra vugge til grav.

Tankerne om at renovere Sdr. Rind Kirke opstod for 8-10 år siden. Vi oplevede, at der til stadighed blev flere og flere anmærkninger ved det årlige kirkesyn og tanken om at ”spare” penge op til en mere gennemgribende renovering opstod. Vi inviterede biskop Karsten Nissen, folk fra Nationalmuseet og Akademirådet. Vi var rundt at se på nymalede og ny renoverede kirker. Vi opdagede hurtigt, at det ikke er så ligetil endda at få lov til at gøre noget i et kirkerum, der er mere end 100 år gammelt. Mange instanser skulle tages i ed.
For det første er det Stiftsøvrigheden i Viborg, der er den godkendende myndighed, for det andet er det Provstiet, der bevilger pengene til arbejdet. Stiftsøvrigheden skal indhente råd og vejledninger ved Kirkeministeriets konsulenter: Den kongelige Bygningsinspektør fører tilsyn med fredede bygninger -herunder landets kirker, som er en væsentlig del af vores kulturelle arv. Nationalmuseet sørger for, at statens ansvar for registrering af inventar, og den indvendige vedligeholdelse i kirkerne udføres i henhold til gældende regler. Akademirådet er rådgivende omkring det kunstneriske udtryk i kirker, kapeller og kirkegårde.

Sdr. Rind Kirke er noget særligt i kraft af sin enkelhed, både hvad angår arkitektur, interiør og farvesætning. For blot at pege på nogle få unikke ting, så er det ifølge folk fra Nationalmuseet: epitafiet, som er i indgangen til tårnrummet, der tidligere var gravkammer, de bulede og ujævne vægge, den gamle døbefont i granit, den store messing lysekrone og krucifikset, som hænger over korbuen. Denne enkelhed har menighedsrådet godt hjulpet af kunstner Peter Ejlerskov og arkitekt Søren Andersen været meget bevidste om at holde fast i.

I 2014 var der luft i Provstiets regnskab, og vi kunne indsende vores første udkast til renoveringen. Projektet er blevet ændret undervejs i takt med de råd og vejledninger, vi har fået af eksperterne. Vores første ønske var at få lov til at åbne vinduet i apsis. Og vi tog kontakt til billedhugger Kjeld Moseholm, som derfor udarbejdede et projekt med et fritstående alter. Nationalmuseet ville ikke høre tale om at åbne østvinduet, og dette første projekt blev ikke godkendt af den samlede stab af rådgivere. Vi måtte tænke nyt!
Her kommer Peter Ejlerskov ind i billedet. I forbindelse med et kursus for præster om kunst i kirken, hvor Kirsten deltog, var Peter som et eksperiment bedt om, at komme med et oplæg til, en kunstnerisk udsmykning af Sdr. Rind Kirke. Kirsten var så begejstret, at vi i menighedsrådet inviterede Peter Ejlerskov til også at dele tankerne med os. Derefter vidste vi, hvad vi drømte om. Og hvem der skulle føre drømmene ud i livet. Flere detaljer i processen vil blive beskrevet senere i bogen.

At denne bog er blevet en mulighed skyldes et stort lokalt engagement, både hvad angår økonomi og stof til bogens indhold. Der skal lyde en stor tak til sognets beboere for den positive interesse og de bidrag, der blev givet i forbindelse med forhåndssalg af bogen. Også tak til giveren af den anonyme pengegave.

Ligeledes en stor tak til gruppen bestående af Sigrid Poulsen, Irma Christensen, Erling Krag og Erland Aarup, som har bidraget med historiske fakta og sjove anekdoter. Også tak til kunstner Peter Ejlerskov, som har stillet sit billedmateriale og sine skitser til rådighed for bogen og har stået for opsætningen af den. Tak til Gitte Post, som har taget billeder af den nyrenoverede kirke. Tak til korrekturlæserne, Birthe Lindgaard og Anni Pedersen. En særlig tak til vores sognepræst, Kirsten Greve, som har stået for udvælgelsen og redigeringen af den store mængde stof. En dybtfølt tak for dit engagement, din vedholdenhed og dit overblik i hele processen. Tak til korrekturlæserne, Birthe Lindgaard og Anni Pedersen. Sognepræst Kirsten Greve står for udblikkene til den store kirkehistorie; hun har redigeret den store mængde stof, hvor det har været nødvendigt at foretage mange valg og fravalg. Hvor intet andet er anført, er det Kirsten der har skrevet teksten.


I BEGYNDELSEN
Det begyndte med en fødsel i en stald uden for Betlehem. Et ganske særligt menneske var kommet til verden. Han levede sit korte liv i området omkring Genesaret Sø i det nuværende Israel. Han havde et ganske særligt tag på mennesker; han helbredte, talte livsmod til de fortrykte og fortalte en lang række historier om, hvordan Gud forholder sig til menneskene og om, hvordan mennesker bør leve med hinanden.

I en alder af ca. 33 år blev han henrettet – spændt op på et kors og overladt til ørkenheden og den brændende sol.

Denne mand, Jesus naturligvis, mente sig nært beslægtet med Gud og sendt af Ham til mennesker, så vi gennem ham kunne lære Guds vilje og Guds rige at kende.

Efter hans død opstod kirken – et fællesskab af dem, der troede på, at Han var Guds søn og sendt til jorden for at frelse mennesker.

Disciplene, der havde levet tæt sammen med ham, fortalte alt, hvad de kunne huske om ham. De forsøgte at forstå og tyde hans liv og død og ikke mindst, at de oplevede ham levende blandt sig efter hans død.

Snart begyndte man at skrive alt det ned, som vi i dag kender som Det nye Testamente; de fire evangelier om Jesu´ liv og gerninger, Apostlenes Gerninger og Paulus’ breve, der viser, hvad der rørte sig i kirkens allerførste år.

Jesus blev opfattet som en trussel mod det bestående samfund i Israel, og sådan blev den nye kirke også opfattet i det store romerske rige. Kristendommens første århundreder var præget af voldsomme forfølgelser og stille vækst i det skjulte.

I år 313 blev det anderledes. Da legaliserede kejser Konstantin i Byzans kristendommen og gjorde den til rigsreligion. Fra da af bredte den sig op igennem Europa. Engagerede missionærer vandrede rundt og forsøgte at omvende folk til tro på Jesus som Kristus og Guds søn og menneskenes frelser.

DA DANERNE BLEV KRISTNE
Det tidligste forsøg på at omvende danerne blev gjort ved den angelsaksiske munk Willibrod allerede i begyndelsen af det 8. århundrede. Han trak sig dog snart tilbage, idet han beskrev vore forfædre som et vildt og upåvirkeligt folk.

100 år efter lod Kong Harald Klak sig døbe under et besøg i Tyskland, og han bragte Ansgar med sig nordpå, så han kunne hjælpe med kristningen af nordboerne. De første danske kirker menes bygget i midten af 800 årene i Schleswig. Projektet gik dog i stå, da Ansgar døde i 865 – og der gik endnu 100 år, før missionæren Poppo kom til landet, og Harald Blåtand lod sig døbe… han som siden ”gjorde danerne kristne” - som der står på den store Jellingesten. Harald Blåtand var altså ikke den første kristne konge, men han var den konge, der først befalede alle sine undersåtter også at blive det. Under de følgende to konger – Sven Tveskæg og Knud den Store slog kristendommen rødder og et stort antal trækirker blev opført ud over landet.

KIRKEN KONSOLIDERER SIG
I 1104 blev der oprettet et ærkebispedømme i Lund; og ved samme lejlighed fik kirken lov til at inddrive tiende. Kirkeskatten blev fastsat til 10%. Et beløb, der deltes ligeligt mellem præsten, kirkebygningen og biskoppen. Beløbet blev betalt i naturalier, hvorfor kirken også havde en kirkelade, hvor det indgivne tiende kunne lægges på lager. Det var kirkeværgens ansvar at indsamle og videresælge tiende. (Sdr. Rind var dengang et særskilt sogn. Præstegården menes at være gården syd for kirken, der siden reformationen blev benævnt ”Annexgården”).

1100-tallet blev derfor en periode med voldsom økonomisk fremgang for kirken, og mange af pengene blev brugt til at skifte de efterhånden noget nedslidte trækirker ud med stenkirker. 2000 kirker opførtes – heraf er ca. 1500 bevaret. Det var et byggeboom uden lige, og når man tænker på, at de fleste mennesker stadig boede i lerklinede huse, har det krævet betydelig teknisk kunnen og kunstnerisk indsigt. Sdr. Rind Kirke er opført omkring 1150. Godt og vel halvdelen af vore stenkirker fra denne periode har haft en forgænger i træ, men om dette gælder Sdr. Rind kirke vides ikke.

BYGNINGSHISTORIEN
Som tidligere nævnt blev Sdr. Rind Kirke bygget som en romansk kirke med apsis, kor og skib omkring år 1150. De oprindelige mure er af granitkvadre på en sokkel med skråkant. Oprindeligt var der indgang både på kirkens nord– og sydside. Mændenes indgang på sydsiden er ikke længere at se, dog findes et par kvadre med tovsnoningsmønster, som evt. har været de gamle karmsten.

Kvindernes indgang på nordsiden er bevaret med enkle karme med tovsnoning foroven. Den er ikke fuldt synlig i dag, da det nuværende våbenhus blev bygget foran den i 1740. Det slanke tårn er også en senere tilbygning. Det er sengotisk – formentlig fra midten af 1400-tallet - med nord-syd vendte gavle og gotiske krydshvælvinger i tårnrummet. Den nederste del af tårnet er udført af tilhuggede granitkvadre, mens den øverste del i munkesten er senere tilbygget. Årstallet 1774, som ses på tårnet, kan meget vel være det år, hvor tårnet blev færdigbygget. På sydsiden af tårnet står endvidere initialerne CK. Det står for Christen Krarup, tidligere ejer af Vindum Overgård og Skaungård. Ved siden af glamhullerne står der MD FR, initialer for Mette Dorothea (eller Dorette, som nogle kilder angiver) der arvede Skaungård efter sin far Janus Friedenreich. I øvrigt samme Mette Dorothea som bekostede, at Vinkel kirkes tårn blev forhøjet og renoveret også i 1774. Den udvendige trappe op til tårnet er også af granit. Nederste trin er en sten, der stammer fra den i 1648 nedbrudte Faldborg kirke.

Altertavlen er enkel, portalformet og indtil renoveringen i 2017, med et maleri fra 1885 malet af Anker Lund. (En spedalsk takker Jesus for helbredelsen.) Alterbordet er nyere og nyest er bordpladen, der udgøres af et stykke køkkenbordplade fra 60’erne. Denne har også fundet en værdig afløser ved renoveringen i 2017. Prædikestolen er formentlig fra slutningen af 1800-tallet. Enkel i sin udformning; dekoreret med de fire evangelisters symboler. Kirkens ældste inventar er den romanske granitdøbefont. Dåbskanden er af tin og fra ca. 1800 og dåbsfadet er yngre, men kan ikke dateres. Over korbuen hænger et senmiddelalderligt krucifiks, et såkaldt korbuekrucifiks. Oprindeligt hang det lidt lavere og der gik en tværbjælke hen over kragstenene. Under denne skulle en ugift kvinde, der ventede barn, foran den forsamlede menighed, bekendtgøre hvem der var far til barnet. Meget vand er drevet til havs siden dengang – og Gud ske lov for det.

Kirkens inventar er således ganske simpelt, og kirken henter i høj grad sin skønhed og stemning fra de hvidkalkede vægge. Kampestenene er tydelige under pudset. Med buler og sære skygger fortæller de gådefuldt om sognets liv i sorg og glæde.

GRAVKAPELLET
I 1786 blev tårnrummet indrettet til gravkapel for Erik de Jespersøn til Skaungård (død 1791) og dennes to hustruer Kirstina Folsach (død 1782) og Christina Ulrica Hauch (død 1818.) Kapellet er lukket af en solid egetræsgitterport og omkring indgangen opførtes en facade, der tilstræber at ligne facaden til et græsk tempel. Over indgangen hænger øverst et epitafium med mindeord og våbenskjold for de tre.

Epitafiet: I hver side af det halvrunde epitafie sidder en sørgende engel. De holder i hver sin ende af en kæde, der forbinder dem og de tre våbenskjold i epitafiets midterparti. Det venstre våbenskjold tilhører slægten Folsach, som de Jespersøns første hustru kom fra. Det forestiller tre sække. I midten er det de Jespersøns eget våbenskjold med et pindsvin og en ræv. Til højre den anden hustrus våbenskjold. Slægten Hauchs med en fugl og tre hjerter.

Øverst treenighedens trekant i strålekrans med de hebræiske bogstaver for Jahwe – Guds navn, der betyder ”Jeg er den, jeg er!”
Nederst i midterfeltet læses følgende indskrift: «Omkast os ei vort hvilested, fordi vi ere døde, men lad os hvile her i fred, til vi for dommen møde». Dette ønske blev dog ikke opfyldt. Da kirken i 1921 fik sit orgel, blev kisterne sat under gulvet i tårnrummet, og orglet anbragt derinde.

Da gravkapellet blev nedlagt og kisterne begravet, afmonterede man de to kisteplader af messing. De hænger stadig i tårnrummet og bærer følgende indskrifter:

”intet er glædeligere / end et kierlig ægteskab / og intet bedrøveligere / end saadanne oprigtige Venners Skilsmisse / dette erfarede / Høyædle og Velbaarne Hr ERICH de IESPERSON / Herre til Schaungaard / Fød på Høgholt d 10. November 1731/ Faderen Hr Jesper Jespersøn til Høgholt, / Hvidstedgaard, Seilstrup og Nielstrup / Kongl Majestæts / Iustitz-Raad og Assessor i høyeste Ret / og Moderen Johanna De Kierulf / Han blev først glædet ved en kierlig ægteforeening med Velædle Jomf ANNA CHRISTINA FOLSACH d 12.Ap: 1770 / men denne Glæde varede ikke længe, / Thi døden berøvede Ham denne kierlige Ægtefælle d: 23 Sept 1782 / Han fik igjen den tabte Glæde oprettet / Ved at indtræde i et nyt ægteskab / med Høyædle og Velbaarne Frøken / CHRISTIANA ULRIKA De HAUCH d: 27 Octbr 1783 / Men denne høyt elskende maatte han med Bedrøvelse forlade / Da Dødens Budskab blev ham tilskikket / d: 3 Januari 1791 i hans Alders 60 Aar / Vor Glæde i Verden er liden og kort / Som flyvende Fugl den skynder sig bort / Og lader os Sorgen tilbage / Men Glæde i Gud er bestandig og Sød / Den ikke forsvinder i Liv eller Død / men voxer med Evigheds Dage.

”Menneskets / og Blomstens Herlighed / er derudi Liige / at bege varer en stakket tiid / Det bevidner ey alleneste den Sandrue Gud selv / Men og Welædle og Welbyrdige Frue / CHRISTINA Föd FOLSACH / Hun kom til Verden i Ringsted i Sælland / d 13 May 1738 / Faderen / Welædle Hr: Melchior Folsach Kongl Mayst: Amts Forvalter / Moderen. / Welædle Madamme Folsach Föd Grillen. / Hendes Gode Opdragelse og Fornuftige Forhold / Giorde Hende æret og elsket af alle / og omsider bragte Hende i ægteskab / den 12 april 1770: / med / Welædle og Welbyrdige Hr ERICH de JESPERSON / Til Schaungaard / Deres ægteskab var ikke af Gud velsignet med börn / men med ald anden timelig Velsignelse: / efter 13 Aars kierlig ægteskab / maatte Hun imod Hendes Villie / Forlade en kierklig ægtefælle / og fölge Dödens Budskab / D 23de Septbr 1782. / i Hendes Alders 44de Aar / Her hviler mit Legem i Roe og i Fred / men Siælen hos Iesum har blivende Sted / Naar Döde skal höre den høyestes Bud / Da Legem og Siæl sig fryde i Gud”

Som skrevet så overlevede Christiana Ulrika de Hauch sin ægtemand. Da hun døde, blev hun begravet på Vindum kirkegård.

HØJMIDDELALDEREN
Magt korrumperer siges det – og ser vi på kirkens rolle i samfundet, så var det det, der skete i højmiddelalderen. Kirken blev mere optaget af penge og politik end af forkyndelsen af Guds ord. De kirkelige embeder blev solgt til højest bydende, afladshandelen florerede. Magten over sjælene var en glimrende forretning!* Kirkens magtmisbrug kaldte på modsigelse, og i 1517 havde fransiskanermunken Martin Luther formuleret sin – det blev startskuddet til reformationen.


REFORMATIONEN
Vi har ingen specifikke oplysninger om, hvordan det gik for sig i Sdr. Rind sogn i tiden omkring reformationen. Men på dansk grund startede det hele i Viborg, og det er svært at forestille sig, at det ikke har været noget, man talte om. I 1517 brød oprøret for alvor ud i Wittenberg, hvor Martin Luther, der var fransiskanermunk og professor ved det teologiske fakultet, var kommet grundigt i tvivl om den katolske kirkes forkyndelse. Det var især spørgsmål som: om Gud var fordømmende eller nådig, om man kunne frelses ved at gøre gode gerninger – og ved at gøre gode gerninger på andres vegne, der optog ham. Især var han stærkt anfægtet af kirkens afladshandel. Den 31. oktober 1517 havde han formuleret hele sin kritik i 95 teser, som han slog op på døren til slotskirken i Wittenberg. Langsomt sejrede Luthers tanker i det nordlige Tyskland og bevægede sig derefter videre til Danmark.

HANS TAUSEN
Reformationen blev gennemført i Danmark i 1536, men allerede syv år tidligere kom den til Viborg. Hans Tausen var munk på Antvorskov kloster og blev som sådan sendt til Tyskland for at studere. Her lærte han Luther at kende, og blev grebet af reformationens tanker: at enhver har lige adgang til Gud; at Bibelen skulle oversættes til dansk; at evangeliet skulle forkyndes på modersmålet, at Gud er en nådig Gud.
Hjemme i Antvorskov blev den rebelske, unge Hans Tausen for stor en mundfuld for prioren, så han sendte ham til datidens kirkelige højborg – til Viborg - i håbet om, at her kunne man få bugt med den unge mands nykker. Det skete dog ikke. Tværtimod fik Hans Tausen i Viborg snart vundet borgere og bønder for sig. Allerede i 1529 fik han en særlig tilladelse af kongen til at prædike i byen, og således kom reformationen hertil 7 år før, Danmark i 1536 officielt gik over til den lutherske lære. For at sikre sig, at det nu også var den rette lære, der blev forkyndt rundt om i kirkerne, indførte man såkaldte visitatser, hvor særligt betroede medarbejdere rejste rundt og underviste præsterne i, hvordan de nu skulle forkynde. Det må formodes, at det har taget lang tid at sprede reformationens lære ud i alle kroge af kirkeligheden, men på ét punkt gik det dog nemt – ophævelsen af cølibatet vakte ikke hos os den store opstandelse; helt fra kristendommens indførelse havde netop dette været et punkt, som man mestendels havde overladt til de sydlige kirker.

Reformationen og visitatserne blev anledning til et opgør med kirkens åndelige forfald – men også helt bogstaveligt stod det skralt til - en af visitatorerne, Peder Palladius, skriver i sine visitatsbøger bl.a., at man bør rydde kirken for sne, inden Gudstjenesten afholdes.


BONDELIV OG BREVET TIL KONGEN
Vores næste nedslag i historien er i 1730. På dette tidspunkt var kun få bønder selvejere og skulle derfor svare hoveri. Det er dette forhold, der bliver årsag til ”brevet til kongen” et af de mest interessante stykker kildemateriale for sognet.

Lidt baggrundshistorie: Skaungård bestod før 1650 af en lille landsby ”Skaffuern” Indtil 1656 hørte den under Hald Slot, men da blev den mageskiftet og kom til at tilhøre Anders Bille til Vindum Overgård. I 1702 blev den givet i brudegave til Christine og Mads Andersen Listo, der nedlagde bøndergårdene og lavede ”Skaungård” hvortil en del af Rind fik tilhørsforhold. Indtil 1718 hørte det meste af byen under Viborg Domkirke med hoveri og afgifter – men 1718 fik Mads A Listo forhandlet sig til at 7 gårde og 5 huse i Rind skulle overdrages til ham. Herved øgedes hoveri-byrden betragteligt til stor misfornøjelse for bønderne. De skulle udføre det, der kaldtes avlingshoveri; det betød, at de selv skulle medbringe redskaber: plove, høleer m.m. De viste ofte deres modvilje ved at tage sig god tid til både spisning, spøg og skæmt.

Både hoveriarbejdet og en landbrugskrise i årene mellem 1720 og 1740 har gjort bønderne så trængte, at de i 1730 skrev et klagebrev til kongen. Klagen gælder den megen hoveri, der er ved at drive dem fra hus og hjem. De vil gerne tilbage til at svare hoveri til Domkirken. Afskrift af klagen kan læses på næste side. Klagen blev i øvrigt afvist – 2½ år senere. Kongen havde rettet henvendelse til domkapitlet, og dette svarede, at de var godt tilfredse med den nye aftale. Rind bønderne havde nemlig været forsømmelige og efterladende såvel med betaling som med arbejde.
Stormægtigste allernaadigste Arvekonge og Herre.

For Eders Majestæt ere vi underskrivere fattige fortrængte Bönder, Jörgen Christensen (18) Kristen Jensen (19), Laurids Madsen (14, Niels Mikkelsen (15), Niels Madsen (5), Jens Christensen (20) Niels Larsen (12), boende udi Rind Bye, Middelsom Herred udi Viborg Stift, Halds Amt, allerunderdanigst for Eders Majestæt vores store Nöd at tilkjendegive, at som vores Formænd for nogle hundrede Aar haver været Tjenere til Domkirken som vi og haver svaret vores aarlige Afgift, som er af 19 T, 3 Skp, 2 Alb Hartkorn foruden 5 Gadehuse tillige med vores Anddel i Arbeide, naar bemeldte Kirke det behövede og vi dertil vare tilsagte, men som en Mand her i Nabolaget, navnlig Mads Andersen Listo haver sig ladet opbygge en Gaard i Vindum Sogn sig selv til Beboelse, Schaungaard kaldet, haver saa den gode Mand for vel 8 Aars tid siden, formaaet hos de gode Herrer, som da var bemeldte Viborg Domkirke Forsvar det han skulde tage mod vores Afgift og vi saa göre ham Hoveri til förnævnte Gaard. Dog lade de gode Herrer tag syn paa den Side og han paa den anden Side til vores paaboende Steder saa godt som at skulle være öde, som dog ej var för nu han siden med umanerlig Hoveri haver tribuleret saa en Deel haver af Armod maatte kvittere og flere om sligt skal vedvare maa med Hustru og börn lave sig til Bettelstaven.

Oh, naadige Herre og Konge: se allernaadigst til os fortrængte Bönder og lad os nyde den samme Ret, som vores Formænd allernaadigst en efter anden nydt haver Domkirken at svare. Skulde enten en eller anden paa dette Gods enten ved Döden afgaa, eller i andre Maader frakomme lover vi eftersiddende allerunderdanigst at svare hans Majestæts Skatter og Kirkens Andeel indtil det maa blive igjen antaget paa det vi en Gang kunne vorde afspændt det haarde Aag og store Trældom. Hjælp allernaadigst i Jesu Navn for Jesu Kristi Skyld og venter vi allernaadigst Svar og Bönhörelse og önsker Eders Majestæt at nyde Herrens Velsignelse og trygge Beskjærmelse. Eders Majestæts allerunderdanigste ringe og tro Undersaatter
Rind den 4. Dec 1730

Som nævnt fik bønderne ikke medhold i deres klage. Først i 1788 kom bondefrigørelsen med stavnsbåndets ophævelse, udskiftning og udflytning af gårde. Dermed fik bønderne også mulighed for at købe deres egne gårde. I Rind skete frigørelsen fra Skaungaard fra 1795 og de sidste blev solgt fra først i 1800-tallet.

PIETISMEN og oprøret mod den
I første halvdel af 1800-tallet skete der stærke religiøse vækkelser. I rationalismens tid havde der ikke været meget plads til ånd og fromhed i præsternes prædikener. De var ofte mere optaget af at bringe fornyelser til landbruget, og prædikestolen fungerede mange steder som regulær landbrugsskole.

Som modsvar dertil var pietismen en religiøs bevægelse, der havde særligt fokus på undervisning, opdragelse og den personlige omvendelse og fromhed.

I 1838 var pietismen kommet til Rind i skikkelse af præsten, Emil Wesenberg. Han var meget streng i sin optræden overfor menigheden. Mange måtte betale bøder selv for mindre overtrædelser af helligdagsloven. Og han var kendt for sine ligprædikener, hvor han ofte udtalte meget hårde domme over afdøde. Det gjaldt f.eks. da han d. 12. maj 1845 skulle begrave gårdejer Laurs Sørensen Serup, der var død kun 46 år gammel. Afdøde var beskyldt for at stå i forhold til sin tjenestepige – ovenikøbet hans kones søster. Ved graven udtalte præsten bl.a: ”En horekarl var han, det ved vi, en dranker var han, det ved vi også, og vi ved tillige, at sådanne ikke skal arve Guds rige”. Da Niels Lund, den gamle hjulmand, der boede ved Rindsholm, og som var med til begravelsen, hørte denne udtalelse, udbrød han henvendt til følget: ”Gå bort fra graven, venner, den tale er ikke værd at høre på”.

Herefter forlod han og en stor del af følget kirkegården. Niels Lund blev senere budt at stå skoleret for præsten, men han holdt fast ved sin holdning, at præsten uberettiget dømte Laurs Serup.

Niels Lund var ikke den eneste, der var på kant med præsten. Wesenberg havde for vane at komme tidligt til Gudstjeneste i Rind, og han tilbragte ventetiden i skolen ved et ganske bestemt vindue. En søndag blev han mødt af hånende ord skrevet med sort farve på vinduesruden. Præsten viskede straks ordene ud, men søndagen efter stod et ret uartigt vers på ruden, denne gang skrevet med glarmesterdiamant. Måske følte pastor Wesenberg sig ikke så godt tilpas blandt sine sognebørn, i hvert fald fik han året efter, i 1846, nyt embede på Fyn.
Om Niels Lund kan derimod fortælles, at hans familienavn stadig står at læse på kirkegården. Hans søn - Poul Nielsen Lund – oprettede i sit testamente et legat, der dels skulle gå til værdigt trængende af Rind sogn, dels skulle betale for gravstedets vedligehold for evigt. Gravstedet kan stadig ses på kirkens nordside.

VETERANERNE FRA 1864
På sydsiden af muren nederst i kirken sidder en mindetavle i marmor for Jens Nielsen. Han blev født i det, der i dag er Sdr. Rind Vej nr. 70. Han døde under slaget ved Dybbøl d. 18. april 1864 og blev begravet dér sammen med de mange andre faldne danske soldater.
På stenen står:

Jens Nielsen

Søn af gårdmand Niels Thomsen og hustru Margrethe Jensdatter født 9. marts 1839 og faldet i kampen for sit fædreland ved Dybbøl 18. april 1864. Han var en god kjærlig søn og savnes dybt af sine gamle forældre og efterlevende broder. Hans støv hviler blandt hans faldne kammeraters, men denne mindetavle sattes af dybt sørgende forældre. Velsignet være hans minde.
Ude på kirkegården er en anden veteran fra krigen i 1864 begravet, Thomas Christian Laursen.

Allerede 29. april 1864 - kun få dage efter slaget på Dybbøl -gav Christian d. 9. et løfte om at indstifte en krigsmedalje til dem, der havde deltaget i krigene 1848-50 og 1864. Løftet blev dog først indfriet i 1871 i form af en erindringsmedalje. Den var klar til uddeling i 1876. Man blev ikke automatisk tildelt denne erindringsmedalje, selvom man havde deltaget i forsvaret af Danevirke i 1864. Man skulle selv indsende en detaljeret ansøgning, hvorefter det blev undersøgt, om der var grundlag for at tildele en medalje til ansøgeren.

I ansøgningen fra husmand Thomas Christian Laursen, Sønder Rind pr. Viborg får vi lidt at vide om ham. Han blev født i 1839 og gjorde tjeneste som soldat fra 1861 til krigens slutning. Han deltog som underkorporal i krigen 1864, blev såret på Danevirke og kom på lazaret i København. I 1876 boede husmand Thomas Christian Laursen på Skaunvej 29 – barndomshjemmet, han havde overtaget i 1875. Her boede han sammen med sin hustru, Marie, til sin død i 1904. På deres gravsten kan læses følgende: veteran T. Chr. Laursen (Barbre) og hustru Marie Barbre født Høst.

Ved navneloven af 1904 kunne man ved ansøgning få lov at antage et andet efternavn. Både hustru og børn fik lov at tilføje navnet Barbre, der så vidt vides stammer fra Holland. Veteranen døde før lovens vedtagelse og måtte derfor nøjes med navnet i parentes.

GRAVSTENEN I TÅRNET
Over døren oppe i kirketårnet hænger Mette Kirstine Nielsens gravsten. Ingen ved hvorfor, den hænger der, eller hvornår og af hvem den blev hængt op, men nogen må have ment, at stenen og dermed hendes navn fortjente at blive bevaret. Kirkebogen afslører lidt af hendes historie.

Mette Kirstine Andersen blev født på gården Lille Middelhede (Tostrupvej 57b) d. 12. april 1862. Hun blev gift i 1883 med Anders Nielsen og de to overtager gården. De får tre børn, og så dør Mette Kirstine alt for tidligt af tæring i 1891 kun 28 år gammel. Året efter dør begge hendes forældre, og hendes mand, Anders, gifter sig snart igen – og dør i øvrigt også alt for tidligt i 1895.

Der har ikke været mange tilbage til at ære Mette Kirstines minde – børnene har endnu været for små – men en ukendt har villet bevare hendes navn for eftertiden – og stenen hænger der endnu.

SOGNELIVET I NYERE TID
I sidste halvdel af 1800-tallet løb endnu en vækkelsesbølge over landet. Her til sognene kom den med pastor J.A. Ohrt (1887-1896). Han var knyttet til Indre Mission, og ret hurtigt bredte vækkelsen sig i Vinkel, hvor der blev opført missionshus i 1895. I Rind var den kirkelige interesse svagere. I ”Kirke og sogn” beskrives forholdet således: ”Befolkningen her (i Vinkel) er kirkelig og der er en del åndelig interesse. I Rind er der mange ligegyldige og nogle ukirkelige”. Ligegyldige eller ligeglade var de nu ikke i Sdr. Rind. Men kirkeligheden – inklusive Indre Mission - havde dér taget en mere åben og glad drejning, og en stor del af byens ungdom havde deres gang der, selvom de ikke delte tilknytningen til Indre Mission.

I 1938 var der oprettet søndagsskole i Rindsholm og i 1942 i Sdr. Rind. I 1939 blev ”samfundet” grundlagt – en lokal forening under Indre Mission. I 1942 startede man også RKU – ”Rinds Kristelige Ungdomsforening”. Husflidsskolen, der også var et initiativ under RKU, blev opført og taget i brug i 1947-48.

Især søndagsskolerne kom til at præge sognelivet. Ud over møderne om søndagen blev der arrangeret juletræsfest med stor tilslutning, ture ud i det blå for både børn og familier og sommerlejre ved Hald sø.

I dag er der ikke længere noget ”samfund” i Sdr. Rind. Som det sidste initiativ ophørte samtalemøderne i begyndelsen af 0’erne.

I dag må menighedslivet karakteriseres som solidt folkekirkeligt med særligt fokus på det lokale og fællesskabet og præget af stor sangglæde. Vi har et frodigt børnearbejde med babysalmesang, spaghettigudstjenester og minikonfirmander har erstattet søndagsskolen.
Vi tilstræber at have en bred vifte af forskellige Gudstjenester, og som vi skriver i vores målsætning, vi ønsker at have et relevant kirkeligt tilbud til alle generationer. Vi glæder os over en stor skare frivillige, der udover praktisk hjælp også bidrager med glæde og entusiasme. I forhold til landsgennemsnittet har vi både høje medlemstal og dåbstal.

KIRKEGÅRDEN
Kirken omgives af en temmelig stor kirkegård. I 1931, da den nye skole blev bygget, blev tomten fra den gamle lagt til kirkegården. Skolen lå dengang på kirkens nordside helt ud til Sdr. Rindvej.

På kirkens sydside blev det gamle kirkekær fyldt op og planeret i begyndelse af 50-erne, og i 1956 blev kirkegårdsmuren udvidet til også at omkranse dette område.
Der har vi nu vores smukke mindelund og mulighed for anonyme begravelser. Kirkegårdens smukke og enkle præg af japansk have på nordsiden skyldes en kreativ graver, Søren Sørensen, ansat mellem 2003 og 2017. I 1985 købte man et stykke jord vest for kirken og anlagde parkeringspladsen.

SIGRID POULSEN FORTÆLLER
”Min mand, Aksel, og jeg blev ansat som ringer og graver ved kirken i 1949. Dengang skulle der ringes manuelt med kirkeklokken både morgen og aften. Først i 1980 fik vi automatisk ringeanlæg. Arbejdet bestod som i dag af ren- og vedligeholdelse af kirken og kirkegården, men dengang var det også vores opgave at agere bælgtrædere. Orglet er jo et blæseinstrument, og indtil 1956, hvor der blev indkøbt et elektrisk blæseværk, fik orglet sin luft fra en stor blæsebælg, som det var vores opgave at træde”.

”Før 1948 var det også graverens opgave at fyre op i den kæmpestore kakkelovn, der stod der, hvor døbefonten står i dag. Det var en stor opgave. Der blev fyret med træ eller tørv, som skulle hentes ned fra kirkeloftet. Man begyndte om morgenen dagen før, kirken skulle bruges til Gudstjeneste eller kirkelig handling. Og så skulle den forslugne ovn fodres og holdes i gang, og man sad der også hele natten.”

Kapellet blev opført på kirkegården i 1936. Man blev bevilget et lån i Stiftsmidlerne på 2100 kr. med en afdragstid på 20 år.

Sigrid Poulsen fortæller, at hvis der var dødsfald i sognet og kisten stod i kapellet, og der samtidig var arrangeret bal i forsamlingshuset, så blev ballet aflyst.


OM RENOVERINGSPROCESSEN
Af Anna-Lisa Thorsen og Erik Nørgaard Pedersen

I efteråret 2016 var vi så langt, at menighedsrådet kunne indkalde til licitation. Ifølge reglerne skulle der indhentes 2 tilbud fra henholdsvis murer, tømrer, elektriker og maler. Vi havde, inden vi nåede hertil, indhentet tilbud fra Bevaringscenter Nordjylland og Konserveringscenter Vest, som skulle stå for restaureringen af det historiske og bevaringsværdige interiør.

Kirken blev lukket efter Gudstjenesten nytårsdag. Menighedsrådets mål var, at kirken skulle stå færdig til konfirmationen 7. maj 2017. Det lykkedes med velvillige håndværkere og en tydelig projektstyring fra arkitekt Søren Andersen. Der blev etableret et midlertidigt kirkerum i Drivhuset. Det viste sig, at dette fungerede ganske udmærket.

Den 9. januar gik renoveringen rigtigt i gang. Alterbord, altertavle samt epitafiet og gitterlågerne blev hentet af konservatorerne fra Bevaringscenter Nord. Tømrerne byggede beskyttelseskasser i koret og over orglet samt inddækning over bænkerækkerne, som skulle fungere som ”gulv” for rullestilladserne, der skulle bruges af både murer, elektriker og maler. I september 2016 havde vi besøg af en kalkningsekspert fra Bevaringscenter Nord. Hun undersøgte, om der under de kalkede overflader kunne findes rester af kalkmalerier. Det kunne der ikke. I november 2016 hentede Bevaringscenter Nord egetræslågerne og epitafiet, som skulle renses, istandsættes og konserveres. De skulle gerne være klar til genåbningen.

Nu var der for alvor gang i renoveringen, kirkerummet var ganske ukendeligt. Det var fantastisk spændende at følge de dygtige håndværkeres arbejde efterhånden, som de enkelte processer blev sat i gang.

For at processen kunne forløbe så gnidningsløst som muligt, blev der holdt byggemøder hver tredje uge, hvor det blev aftalt i hvilken rækkefølge, håndværkerne kunne udføre deres opgaver. Det var arkitekt Søren Andersen, der havde det overordnede overblik, og han stod for planlægningen og kontakten til håndværkerne bistået af Erik Nørgård Pedersen og Anna-Lisa Thorsen.

Kirkens loftsrum blev inddraget i renoveringen. Der skulle lægges nyt gulv, som skulle danne basis for den nye lyssætning. Det var noget af en udfordring, da der under den eksisterende isolering var et 5 cm tykt sandlag. Der faldt bemærkninger som, at vi måske havde en konkurrent til ”Den tilsandede Kirke”. Det var ikke muligt at finde ud af, hvornår dette sandlag var blevet lagt, men der gættes på slutningen af 1800-tallet. Det har fungeret som en ganske udmærket isolering og fugtstabilisator, og senere blev det suppleret med rockwool. Arbejdet forløb til alles tilfredshed, og loftsrummet fremstår nu med ny isolering og et fint trægulv, som gør, at færdsel på loftet er uden problemer. Ja, sandlaget ligger der stadig! Der opstod selvfølgelig flere udfordringer undervejs. For eksempel at den nye betonbordplade på alteret ville blive så tung, at det eksisterende bord ikke kunne bære den. Der blev taget kontakt til en smed, som efter måltagning osv. konstruerede en solid ramme, som er skjult af selve alterbordet. Nu er der sikkerhed for, at betonbordpladen kan holde til, at graveren står på den, når der skal ”støves” af.

I slutfasen viste det sig, at der også blev penge til at renovere kirkens krucifiks. Krucifikset blev ikke færdigt til genåbningen, da det er et omfattende arbejde at restaurere og istandsætte det. Blandt andet skulle det nedfryses på grund af ormeangreb.

Det nye menighedsråd overvejer en ny placering af krucifikset på kirkens nordvæg, og har sendt en ansøgning til Viborg Stift om tilladelse.

Når en så omsiggribende renovering finder sted i folkets kirke, opstår der situationer, hvor både menighedsråd og det enkelte medlem overvejer, hvad finder jeg vigtigt for at skærpe forståelsen af de historier og det budskab, vi som kirke ønsker at formidle til den tid, vi nu er kirke i?

Der vil givet være nogle af de ting, som tidligere menighedsråd har fundet værdifulde, som nu er forsvundet. Eksempelvis kirkeskibet og den syvarmede lysestage. I mange år har et trækors lavet af konfirmanderne prydet væggen ved døbefonten. Før dette kors var der et billede -”Kongernes tilbedelse af Jesus-barnet” - malet af Bodil Kaalund. Et tidligere menighedsråd havde indkøbt billedet for en pengegave. Dette billede valgte menighedsrådet at sælge, da vi ikke syntes, billedet kunne få den rette plads i kirken. Kirkebøssen er et lokalt håndværk. Skænket til kirken af Jens Nielsen Schmidt.
Det ”gamle” menighedsråd og byggeudvalg har i samarbejde med Peter Ejlerskov ønsket at give vores kirke et mere enkelt udtryk. Sdr. Rind Sogn er et landsogn stærkt præget af bondekulturen. Det var tilmed et sogn, som ikke havde de store midler at holde kirke for. Men, som Sissel Plathe fra Nationalmuseet sagde det: I har noget unikt her i Kirken – enkelheden og det særlige epitaf, som smykker indgangen til tårnrummet. Dets historie er tidligere beskrevet i denne bog. Jeg er sikker på, at de til enhver tid siddende menighedsråd gør deres bedste i forhold til at tage vare på både bygninger og kirkeliv i den tid, de ansvarlige for.

Der dukker mange synspunkter, dilemmaer og sjove anekdoter op. Hvad er vigtigt lige nu, og hvad er vigtigt eller interessant for eftertiden? En tidligere graver, Aksel Poulsen, har fortalt Vagn Thorsen følgende: ”I forbindelse med renoveringen i 1948 blev gavlene på kirkestolene udsmykket med liljer, men den nederste kirkebænk var anderledes. Kirkesangeren var ikke just begejstret for førstelærerens kone, som altid sad på denne kirkebænk over for orglet. Hun var efter hans opfattelse en stram madam. Derfor sagde han til maleren: ”Kan du ikke male en tidsel på den nederste kirkestol”? Som sagt så gjort. Nu er den malet over og derfor denne lille anekdote.

Kære læser af ”Kornakset i Sdr. Rind Kirke”, det var, hvad det blev til i denne omgang. God fornøjelse med bogen. Endnu engang tak for alle input, som har givet inspiration til bogens indhold.Tak til menighedsrådene, som har været med undervejs.



AT BESTRÆBE SIG PÅ DET ENKLE
af Peter Ejlerskov, kunstner

Da jeg første gang besøgte Sdr. Rind kirke, slog det mig i hvor høj grad, den fornemmes at være bundet til egnens historie. Ikke fordi kirken gør meget postyr af sig, nærmest tværtimod. Man bliver ikke mødt med store armbevægelser, og det er måske netop dét, der binder kirke og egn sammen. Det spartanske inventar fortæller om en egn og dens beboere, som har brugt hænderne til at skaffe føden. Jeg forestiller mig generation efter generation siddende med øjnene rettet mod præsten i forhåbning om, at der måtte falde et enkelt korn fra prædikestolen netop denne søndag. Det skete sikkert ikke altid, især fordi mange generationer måtte nøjes med at lytte til den latinske udlægning af teksten. Kirken er med andre ord ydmyg, præget af egnens landbefolkning og håndværkere igennem tiderne. På en måde er den også præget af landskabet. Det taler man sikkert ikke så meget om i Sdr. Rind og omegn, men det er et landskab de fleste fornemmer, og føler sig hjemme i, måske netop fordi det er ydmygt og storslået på samme tid.

Min kunstneriske idé tager udgangspunkt i denne følelse af kirkens samhørighed med landskab, farver og mennesker. Det er oplagt, at kirken skal være enkel i sit udtryk og grundtanken helt fra begyndelsen var, at den netop igennem enkelthed skulle fjerne sig fra at fremstå som spartansk. Farvesætningen på det liturgiske inventar og bænkerækker er bevaret i den forstand, at den grønne farve, som tilhører landskabet, er bevaret, men blevet en anelse mere moderne. Det samme gælder den rødbrune farve, som er blevet mere passioneret rød end almuerød. Lamper og lysekroner er delvist erstattet med en himmel af lysende stjerner, hvor selve pendlen er inspireret af det kunstneriske hovedtema: Kornakset. Netop dette tema er valgt i respekt for den lange historie som landsbykirke placeret midt i det danske landskab. Kornakset giver associationer til en række kristne temaer, som på den måde er flettet ind i hinanden i udsmykningen. Det daglige brød. Brødet, der brydes. Sædemanden, der sår. Og med det spirende, som udtryk for en begyndelse, også den uundgåelige ende.

Altertavlen er min tolkning af landskabet med sædemanden på arbejde i det tidlige forår. Figuren med den overdimensionerede arm, der spreder den kommende høst, indgår som en del af landskabet. Sædemanden går så at sige i ét med det land, han tilsår som et symbol på, at der skal arbejdes for det daglige brød, og at mennesker er afhængige af jordens gavmildhed. Lignelsen (MATT. 13, 1-9) beskriver hvordan noget af kornet falder på vejen, noget på klippegrund, noget imellem tidsler - og noget i god jord. Der sås tydeligvis med rund hånd, men det er indlysende, at lignelsen ikke er rådgivning om såning. Historien er sikkert i sig selv faldet i god jord, da den blev fortalt første gang for to tusinde år siden, fordi den henvendte sig til mennesker, der kendte til at dyrke jorden og helt intuitivt forstod historiens betydning. Lignelsen slutter med: ”Den der har ører, skal høre”!, som en ekstra understregning af, at den skal tolkes og handles på. Mit motiv er på samme måde henvendt til alle, der kender landskabet. Figuren er placeret på en måde, så han nærmest ”bærer” landskabet på sine skuldre - man kan måske i det skjulte fornemme, at han har en positur, som om han bærer mere end sine egne byrder og bekymringer. Kunst søger lyset, ikke kun direkte, men også i overført betydning. Det betyder, at tolkningen af det enkelte kunstværk først og fremmest tilhører den, der oplever værket. På den måde optages vores egne erfaringer i altertavlens landskab. Mit håb er, at kirkens gæster kan fornemme det midtjyske landskab, mærke vinden og dufte mulden. Genkende de mørke konturer af skov, der står som monumenter i markernes udkant, de flade arealer, der glider over i mere kuperet terræn og måske fornemme søer og fjord i horisonten. Og ikke mindst genkende den høje himmel, som i glidende bevægelser præsenterer nye former og konstant fremstår som et nyt abstrakt maleri. Men målet er ikke blot at beskrive en situation og et landskab, men i lige så høj grad en følelse af storhed i det små. Kunst formidler ikke blot et budskab man kan tage stilling til rationelt - der skal også lyttes med det indre øre. Det er netop kunstens opgave, at gøre opmærksom på det, jeg med et selvopfundet begreb kalder ”det fælles mere”. Det er alt det, som vi alle kender, men som ingen af os kan tage æren for, såsom naturens skønhed, kærlighed, tro og tillid. Det findes i vores handlinger overfor hinanden, og lignelsen opfordrer netop til, at vi skal lade budskabet bundfælde sig i os og ikke blot lytte, men også handle.

Udsmykningen er tredelt: Farvesætning og lyshimmel, der sætter grundstemningen. Altermaleriet, der giver kirken et mere nutidigt udtryk - og til sidst den blyindfattede rude i tårnrummet som et punktum på vejen ud af kirken. Den nye rude er udarbejdet som de øvrige blyindfattede ruder i kirken med harlekinmønster, men kornakset har fået lov at spire og vokse ind i ruden. Ruden er et godt udtryk for den tanke, der har været bærende i hele udsmykningen, nemlig at det enkle udtryk kan skabe plads til fordybelse.

Processen fra første idé til endelig udførelse har strakt sig over flere år. Jeg har prioriteret dialogen med menighedsrådet højt, fordi en kirkeudsmykning efter min mening ikke er en helt fri opgave. Mit udgangspunkt er: Hellere for meget kirke og for lidt kunst, end omvendt. Samtidig er det vigtigt for mig, at man ikke betragter kirken som et museum, men netop et sted, hvor mennesker kan spejle sig i sin egen samtid. Kirken er igennem 1.000 år blevet beriget med samtidens kunst og arkitektur og det gælder også i Sdr. Rind kirke. Der er spor fra den tidligste middelalder helt frem til seneste udsmykning af alter, prædikestol og bænke i 1948. Nu er der også en hilsen fra 2017.

Sdr. Rind Menighedsråd valgte at samarbejde med mig og det betød, at de på forhånd accepterede min måde at arbejde på og måden jeg ønskede at gribe opgaven an på. Er der tvivl om det fra begyndelsen, så er der valgt en forkert kunstner, og resultatet vil blive mindre vellykket. Men for at en udsmykning skal være vellykket er det ikke nok, at kunstneriske ambitioner bliver indfriet (selvom det selvfølgelig er en forudsætning for mig). Det er lige så vigtigt, at kunst og kirke i fællesskab kan fungere og være i konstant dialog med hinanden. Der træffes mange beslutninger i processen fra idé til udførelse, som tilsammen skaber den endelige helhed. Idéer skiftes ud med bedre idéer. I Sdr. Rind kirke har der helt fra begyndelsen været enighed om de bærende tanker, som vi satte os for at indfri og det er grunden til at resultatet, efter min farvede mening, er blevet helstøbt og harmonisk.