BILLEDET I LANDSKABET – LANDSKABET I BILLEDET
Gitte Ørskou, Mag. Art I kunsthistorie, Museumsinspektør på AroS, Aarhus (Direktør Moderna museet 2026)

Da maleren Oluf Høst i 1930’erne vendte sig bort fra det modernistiske maleri for i stedet at skildre den bornholmske natur i sanselige, farvemættede penselstrøg, ramte han en nerve, der giver genlyd den dag i dag. Selv i vores ekstreme visuelle kultur, hvor det digitale billede muliggør en hidtil uset interaktion mellem billede og menneske, udøver Oluf Høsts landskabsbilleder stadig en næsten magnetisk tiltrækningskraft på publikum. Mødet med landskabet, der skildrer en naturoplevelse i tæt stoflighed på lærredet, på nippet til det abstrakte, synes at finde en resonansbund for refleksion hos de fleste mennesker. Måske de, ligesom Høst, leder efter sig selv i mødet med den sansemættede naturskildring. Som Høst sagde: ”Jeg maler for at finde mig selv. For at finde meningen i tilværelsen. Jeg leder faktisk i min malerkunst efter den tavse guddom i naturen… Det er ikke maleriet, der har gjort mig til maler, det er selve naturen”.

For en indfødt bornholmer som Høst besad den bornholmske natur en særlig tiltrækningskraft. Grebet af øens farver, stemninger og former malede han utrætteligt de motiver, der lå i umiddelbar nærhed af hans hjem. Men selvom motiverne næsten udelukkende skildrede nærmiljøet, blev de under hans hånd sanselige og mystiske med en stærk romantisk undertone. Det nære blev afsæt for en fundamental eksistentiel søgen. Drivkraften var en livsbekræftende søgen efter de erkendelser, som den menneskelige eksistens og naturen kunne kaste af sig. Naturens pulsslag blev omsat til sanselige, stoflige og stemningsmættede billeder, der indfanger den mystiske og kosmiske stemning, som Høst søgte og fandt på Bornholm. Det var her, i naturen, at hans længsel fik sin forløsning.

Med Oluf Høst som foregangsmand har der siden i dansk kunst formet sig et særligt sanseligt landskabsmaleri, der med stoflige penselstrøg tager afsæt i en konkret oplevet natur, som på lærredet synes at blive omsat til et abstrakt og intenst nærvær. Det er dette maleri, der ligger til grund for Peter Ejlerskovs billeder. Et billedunivers, der netop har rødder i en særlig tilgang til maleriets egenartede formåen som en mediator mellem natur og menneske. Mens kunstbegrebet har udvidet sig til stadig mere avantgardistiske former, og mens det digitale medium for altid har ændret vores evne til billeddannelse til en interaktiv foreteelse, er landskabsmaleriet blevet et tilflugtssted for en tyst tilstedeværelse med et stærkt menneskeligt nærvær. Et maleri, der både, i bogstaveligste forstand, er nede på jorden, og samtidig tager sit afsæt i et ønske om på lærredet at fastholde en eksistentiel inderlighed. Både jord og himmel, konkret og filosofisk. Det handler ikke om at drive kunstbegrebet videre, men om at holde fast i et udtryk og så udforske det indenfor dets egne rammer. Eller, som Peter Ejlerskov selv udtrykker det, om ”at finde sin plovfure”.

Her 80 år efter, at Oluf Høsts billeder af den bornholmske natur fæstnede sig som abstraktioner på lærredet, har Peter Ejlerskov netop gået rundt i den anden ende af landet, nemlig i det yderste Nordjylland, hvor himlen er høj og horisonten altid indenfor rækkevidde. Dér, i den nordjyske natur, hvor mennesket bliver det lille i mødet med en stormens rasen over det flade landskab, har Peter Ejlerskov travet strandene tynde. Som det lille menneske i den store natur må han have fundet sig selv i dén tilstand, som allerede Caspar David Friedrich formidlede i sit maleri i begyndelsen af 1800-tallet med storladne naturskildringer, der kun efterlod mennesket som en lillebitte skikkelse i forgrunden. Den romantiske længsel, som Friedrichs maleri om noget blev symbolet for, grundlagdes her som en fundamental tilstand for det moderne menneske. En længsel, som Peter Ejlerskov synes at vedkende sig i sine landskaber, der er malet med en på én gang indfølt og rasende penselføring i en stadig kamp mod længslens rastløshed.

Konflikten mellem det sansede landskab, som Peter Ejlerskov har fået under huden, og den abstraktion, som de ekspressive penselstrøg umærkeligt maler frem, skaber netop billedernes særlige spænding. Mens billederne ved første øjekast vitterligt er landskabsskildringer med allestedsnærværende horisontlinjer, skumsprøjt, solnedgange og skyer, forvandles de ved næste øjekast til rene abstraktioner, skabt af penselstrøgenes dans over lærredet. Penselføringen synes at finde sin egen logik, der ligger hinsides det reelle landskab. Og det er da heller ikke et reelt landskab – hvis man overhovedet kan tale om et sådant – som Peter Ejlerskov maler, men hans erindring om sig selv i naturen. For landskabet er jo netop først et landskab i det øjeblik, naturen bliver gjort til et billede.

Spændingen mellem landskabsbilledet og abstraktionen bringer ligeledes en række associationer med sig, der umærkeligt lejrer sig ind over billedlæsningen af Peter Ejlerskovs malerier. For både landskabsbilledet og det abstrakte maleri ligger snublende nær klichéens kalorietomme banalitet. Mens landskabsbilledet siden Friedrich er blevet gjort til genstand til alt fra reklamer fra rejsebureauer til vægudsmykninger i kinesiske take-aways, så er det abstrakte maleri siden Høst blevet obligatorisk stof på de fleste lokale kunstkurser og aftenskoler. Selve grundlaget fra abstraktionen, nemlig at abstraktionen er en omarbejdelse af noget konkret, noget virkeligt, er i mange af disse eksperimenter gået tabt.

Peter Ejlerskov, derimod, vedkender sig banaliteten og tager livtag med den. Eksempelvis dominerer en stærk rød farve i flere af hans billeder, der bryder igennem bag horisonten. Den blodrøde solnedgang, vi betragter ved stranden sammen med alle de andre bilister og turister, kan jo netop næsten ikke længere ses som smuk, fordi synet af den straks fremmaner billeder af Bacardi-reklamer på nethinden. Billedet af solnedgangen – reklamens, filmens, banalitetens – skygger for det virkelige sansede billede af solnedgangen. Men hos Peter Ejlerskov får solnedgangen sin skønhed tilbage. Den filtreres gennem hans pensel, gennem hans sind, og det er netop i bearbejdelsen på lærredet, at erfaringen af virkeligheden holdes levende. Horisonten, kystlinjen, bølgens bevægelse over havet – alle disse naturelementer bliver under hans hånd forvandlet fra indholdstomme klichéer til grundlæggende kropslige erfaringer af at være tilstede i verden, i naturen. ”At se” kalder Peter Ejlerskov en række vertikale billeder fra 2005. For han har netop via sit maleri erfaret, at dét at male ikke handler om, ja, at male, men om at se. At erfaringen af verden foregår gennem synet, og at det er denne synsproces, denne erkendelsesproces, der forplantes til os, når erkendelsen bearbejdes med penselstrøg på lærredet.

Det er denne erfaring af det sansede, der for et moment rykker tæt på. I et "nu", via en samtidighed, hvor mødet med verden gøres levende gennem lærredet. "Moment" kalder Peter Ejlerskov netop sine seneste billeder, der har givet navn til denne udstilling. Her er farven, der ellers har været knald på, næsten helt trukket ud, så kun sorte og hvide jordfarver står tilbage. I enkelte af billederne står horisonten næsten knivskarpt frem, kun brudt af penselstrøgets stille sitren. Man fornemmer næsten menneskets vidtåbne øje i billedets forgrund, der stædigt og vedholdende forsøger at formidle sin sansning som et enkelt og klart moment, der for en stund afspores den flimrende strøm af billeder, vi ellers kalder vores virkelighed. Billedets materialitet og naturens nærvær bliver to sider af samme sag, der her er fundet sammen i abstraktionens befriende frirum.

Det er derfor, at det er Oluf Høst, vi skal vende os mod, når Peter Ejlerskovs billedunivers skal finde sine rødder. Hos Høst blev den samme naturoplevelse malet igen og igen, så den til sidst fremstod som enkle, løse penselstrøg I en næsten opløst abstraktion. Mens surrealisterne udfordrede grænserne for billedets formåen, og mens kunstnerne på Bauhaus lancerede en helt ny filosofi for kunstens rolle i samfundet, da vedblev Høst gennem 1930'erne at lade sin afsøgning finde sted i det nære motiv og i sit ensomme arbejde med lærredet. På samme måde hænger alle Peter Ejlerskovs billeder fast i den samme plovfure. Hér bliver maleriet ikke revolutioneret og skriver sig ej heller avantgardistisk ind i kunsthistorien. Det lader Peter Ejlerskov andre om, mens han stædigt bringer de små personligt erfarede rystelser og erkendelser frem, både i ham selv og i os, der betragter hans værk.