På Denne Klippe

Sir Kirke

Gennem graven til Paradis

Restaurering og udsmykning af Sir Kirke 2024 er fortalt i ord og fotos af Sognepræst for Navr og Sir Kirker Henrik Guldbrandt Kjær, Formand for Sir Menighedsråd Erik Møller og kunstner og grafiker Peter Ejlerskov. Forberedelsen til arbejdet tog sin begyndelse i 2021 med de første skitser i dialog med arkitekt MAA Jens Vilsbøll og Sir Menighedsråd.

Genopstanden til nyt liv i Kristus!
Af Henrik Guldbrandt Kjær
Sognepræst for Navr og Sir Kirker

Juleaften falder tidligt i år – for 1. søndag i advent skal vi genåbne Sir Kirke efter 8 måneders renovering. Vi bar kirkesølvet ud i procession Påskedag 2024.

Sir Kirke har været renoveret mange gange i årenes løb – det er åbenbart hårdt at ligge på en forblæst mark i Vestjylland.

Sir Kirke har i mindst 650 år ligget ensomt ud mod vejen fra Holstebro til Limfjorden – på god jord, men i et forblæst og barskt landskab. Kirken hørte i lang tid under forskellige herremænd, senest fra 1760-1912 under herregården Ausumgård, ligesom søsterkirken i Naur sogn. I århundreder har der hørt omkring 2-300 mennesker til den lille kirke, men selvfølelsen har alle dage været stor – ikke mindst pga. den gode landbrugsjord.

I 1887 var Sir Kirke så affældig, at Kirkeministeriet anbefalede at nedrive det hele. Inden meddelelsen fra København nåede frem, var man dog begyndt nyopførelse af Sir Kirke i den nuværende grundstruktur, som vi kender den i dag, med både skib og kor - kun den gamle nordmur i skibet fra ca. 1440 er intakt i dag.

I 1888 stod en næsten helt ny Sir Kirke klar til menighedslivet.

Større og mindre renoveringer siden 1888 – mest markant i 1957 og 1981 - satte efterhånden et rodet præg på Sir Kirkes indre – og 2024 fremstår kirken nyrenoveret med et helstøbt udtryk inden døre.

Nu er det snart nytår i kirkens kalender. Kirkeåret begynder 1. søndag i advent og jeg glæder mig som et lille barn – med sand juleglæde ser jeg frem til at træde ind i gravhulen – for at komme til Paradis!

Den ny indgangsdør er tænkt som en gravhule, man går ind i – og den kristne fortælling er i sin grundform, at gennem døden – Jesu Kristi død - kommer vi til livet, det evige liv.

Som der står i Romerbrevet kapitel 6, vers 3-5:
”Eller ved I ikke, at alle vi, som er blevet døbt til Kristus Jesus, er døbt til hans død? Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv. For er vi vokset sammen med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.”

Allerede i våbenhuset mødes vi af evighedslyset fra oven – den cirkulære lampe er jo en ring, der hverken har begyndelse eller ende – ringen, cirklen, er et af de mest brugte evighedssymboler.

Også i våbenhusets nye vinduer mødes vi af gravhule og vingefang – vi bliver omfavnet af en englevinge – eller er det en Helligåndsdue? Vi er nu trådt ind i gravhulen – og lyset er allerede markant bærer af håbet – ja, den grønne farve i loftet er af samme håb, som den øvrige grundfarve inde i skib og kor.

Dermed kan vi træde ind i herlighedens rige.

Gør døren høj, gør porten vid!
Den ærens konge kommer hid;
han hersker over alle land
og er al verdens frelsermand.

[Salmebogen nr. 84, vers 1]

Ind går vi – med Kristus ved vores side, den ærens konge. Kristendom er ikke noget, der skete engang – det sker nu!


Guldindrammet gravhule ligner orglet, når man gennem endnu en gravhule-mørk dør kommer fra våbenhuset ind til selve herlighederne – det oprindelige kirkerum fra ca. 1440, som kun bestod af det nuværende kirkeskib. Kirkeskibet hænger også her ved indgangen – vi er alle i samme båd – på vej mod Paradis. Selv kirkeskibet er blevet renoveret og har fået nyt ophæng.

Et kort sving vinkelret tilhøjre og hele Sir Kirke åbenbares i ét blik – ét sammenhængende billede møder kirkegængeren – ét harmonisk og velkomponeret blik.

Hele bevæggrunden for at renovere Sir Kirke ligger i dette harmoniske syn, der nu åbenbares foran – med indgangsporten til troens rige, døbefonten, lige foran det gyldne alter mod øst. Døbefontens bund, forskellig fra overdelen, er muligvis fra den allertidligste Sir Kirke fra før 1440.

Himmel og jord mødes i dette alter – med kristusmonogrammet X og P (de græske bogstaver chi og rho (CHRistos) som er K og R i Kristus) svævende over alteret gribes Himmelen af det jordiske – Jesus Kristus er Himmel og Jord i ét – Guds nærvær og omsorg for sin skabning i billedet af Den gode Hyrde på marken.

Grundmysteriet i kristendommen er inkarnationen, og når vi afholder nadver genfortælles og genopleves denne forening af det himmelske og det jordiske. ”Du bliver, hvad du spiser” kommer for alvor til at gælde ved nadverbordet, hvor Gud i skikkelse af brød og vin giver sig selv som Jesu Kristi kød og blod, legeme og ånd.

Altertavlens front har klippestruktur under guldmalingen, og på den måde taler indgangsdør og altertavle sammen, ligesom den forrige blå indgangsdør talte sammen med de blå kirkebænke og Jesu blå kjortel i glas- og stenmosaikken fra 1957.

Nu er klippemotivet helt bogstaveligt bærende for udsmykningen i Sir Kirke – fra indgangsdør til alter – godt suppleret af tilsvarende motiver i de nye vinduer i kor, skib og våbenhus. Som kunstner Peter Ejlerskov skriver i sit indlæg i denne bog, er hans navnebror apostlen Peter den klippe, som kirken er bygget på – og klippemotivet (af det græske ord petros for klippe) er uomgængeligt som endnu en understregning af inkarnationen – kødblivelsen af Gud selv.

Jesu Krist lidelseshistorie er selvsagt en anden uomgængelig del af den mundtlige og kunstneriske forkyndelse i kirkerummet – også i Sir Kirke anno 2024.

Maleren Sven Havsteen-Mikkelsens små, fine passionsbilleder fra 1981 var indtil for nylig hengemt i en brun og dyster prædikestol fra ca. 1650.

Også disse 4 små værker fra påsketiden – Gethsemane, Korsbæringen, Korsfæstelsen samt Kristus i Emmaus – er nu genopstandne i en strålende, selvsamme prædikestol, der med kirkegrøn grundfarve er illumineret af bladguld. De små malerier har aldrig stået flottere og passer for første gang ind i Sir Kirkes helhed.

Som Jesus Kristus vogter sine får på alterbilledet (os, menigheden), er der forgyldte engle og løver, der vogter på prædikestolen – og endnu engang må jeg i skrivende stund udtrykke min glæde over snart at skulle betræde denne nyrenoverede renæssanceprædikestol.

”Som den gyldne sol frembryder” (Salmebogens nr. 227) også solen i det helt nye knæfald foran det gyldne alter – og meget pædagogisk skal man på den anden side af døbefonten for at se denne Kristus-sol i midten af knæfaldet – fremstillet i en stil, der minder meget om den oprindelige fra 1888.
På vore knæ skal vi oplyses af den indre ild, som nadveren giver os – den åndelige føde, der skal oplyse vores kødelige liv – og hvilket symbol er ikke solen, med varme, kraft og liv – et billede på den kraft og magt, der skal bære os i al tid fremover – helt ind i evigheden.

Sir Kirke er ikke, hvad den har været – den er nu et imponerende udtryk for et lille sogn, der med stor energi og dedikation bærer kirkens liv og vækst videre til de kommende generationer – godt hjulpet af en dygtig og ambitiøs kunstner samt ligeså dygtige og ambitiøse håndværkere!

Stor tak skal lyde til dem alle!


I Herrens hus er godt at bo,
på klippen er det bygget,
der hviler sjælen trygt i ro,
af Åndens fred omskygget;
der mættes vi af livets brød,
der flyder glædens olie sød,
der ser vi Himlen åben.

[Salmebogen nr. 424, vers 1]

Unikt samarbejde og engagement bag udsmykning og restaurering af kirken i Sir
Af Erik Møller
Formand for Sir Menighedsråd

Sir Kirke har i løbet af 2024 gennemgået en omfattende restaurering. Der er tale om de største ændringer, siden kirken blev totalt ombygget og fik tilføjet et kor i 1888. Samtidig har Sir Kirke fået tilføjet nye udsmykninger, ligesom hele farvesætningen i kirken er ændret.

Sir Menighedsråd har i flere perioder arbejdet med planer om større ændringer i Sir Kirke. Målet har været at skabe større harmoni mellem det hidtidige imposante alterparti i gule mursten, den mørke prædikestol og de blå kirkebænke.

På et konsulentmøde i november 2020 anbefalede Nationalmuseet og den kongelige bygningsinspektør, at menighedsrådet skulle arbejde videre med restaurerings- og udsmykningsplanerne. Nationalmuseet betegnede kirkens klinke- og mosaikgulv som helt specielt og anbefalede, at den fremtidige farvesætning i kirken skete i harmoni med klinkegulvet, der er fra 1888.

Nationalmuseet anbefalede samtidig, at menighedsrådet knyttede en kirkekunstner og en kirkekyndig arkitekt til projektet. Menighedsrådet kontaktede kirkekunstner Peter Ejlerskov fra Århus og var på rundtur til Sdr. Rind Kirke ved Viborg og Mammen Kirke ved Bjerringbro, som Peter Ejlerskov har udsmykket.

Efter en række drøftelser anmodede menighedsrådet Peter Ejlerskov om at udarbejde et skitseprojekt, og det endte med, at restaurerings- og udsmykningsprojektet kom til at omfatte alterpartiet, prædikestolen, nye kirkebænke, nye blyindfattede vinduer, nyt knæfald, ændret indgangsdør i våbenhuset, præstetavle, ændret farvesætning og ny lyssætning i kirken. Dertil kom indvendig kalkning af kirken.

Herefter var tiden inde til at knytte en kirkekyndig arkitekt til projektet. Valget faldt på arkitekt Jens Vilsbøll, fra firmaet Vilsbøll og Poulsen i Lemvig, som har stået i spidsen for restaureringen af flere kirker i det vestjyske område. Al projektering og byggestyring blev lagt i hænderne på Jens Vilsbøll, som sammen med sin tegnestue udarbejdede et hav af tegninger og beskrivelser, som banede vejen for den endelige godkendelse hos konsulenterne og i Viborg Stift.

En af de første opgaver var at afdække, om det unikke klinkegulv var bevaret i hele koret, da gulvet inden for knæfaldet var dækket af en træforhøjning. Ved at fjerne dele af træforhøjning, som tømrermester Nikolaj Dideriksen stod for, blev det konstateret, at hele klinkegulvet i koret var intakt.

Menighedsrådets målsætning blev derfor, at Sir Kirke på alle de områder, det var muligt, skulle føres tilbage til stilen fra 1888, hvilket i høj grad blev bakket op af Nationalmuseets kirkekonsulenter.

Den store udfordring var at gøre alterpartiet med de massive gule mursten fra 1957 mindre dominerende. Alterbilledet i glasmosaik, udført af Johan Thomas Skovgaard og Roland Skovgaard, er erklæret bevaringsværdigt af Nationalmuseet. Løsningen blev derfor at beklæde murværket med håndskårede plader i tulipantræ med bibelske motiver og øge højden på alterpartiet for at gøre indtrykket slankere og for at skabe øget fokus på alterbilledet. Alterbordet og træfladerne på siderne er bemalet i guldfarve.

Prædikestolen fra omkring år 1650 er i 1981 renoveret og forsynet med malerier af Sven Havsteen-Mikkelsen. Nationalmuseet betegner malerierne som i høj grad bevaringsværdige, mens den mørkebrune grundfarve gerne måtte ændres.

Bevaringscenter Nord i Ålborg fik til opgave at restaurere og afrense prædikestolen for den mørkebrune farve, mens Malerfirmaet Lægaard i Holstebro har givet prædikestolen de nye farver i samråd med kirkekunstner Peter Ejlerskov. Konservator, cand. scient. cons. Laura Hesel Bonde og snedkerkonservator Pascal Faudot har behandlet prædikestolen, mens den var udstationeret i Ålborg.

I samråd med menighedsrådet er Peter Ejlerskov nået frem til, at grundfarven på prædikestolen er diskret mat grøn – en farve, som går igen i alterbilledet - mens partierne omkring Havsteen-Mikkelsens malerier er bemalet i guld og dermed fremhæver malerierne. Kanterne på prædikestolen er udført i bladguld.

Den grønne farve er ligeledes gennemgående på de nye kirkebænke, som får antracitgrå gavle og lysegrå ben og sæde – begge farver hentet fra klinkegulvet. De nye hynder til kirkebænkene er mørkegrønne.

Kirkekunstner Peter Ejlerskov har også stået for den kunstneriske udførelse af de nye vinduespartier i Sir Kirke med smukke bibelske motiver, da de gamle blyruder i harlekin-
mønster ikke kunne restaureres. De fornemme blyruder er produceret hos fa. Glas Gjerulff i Thisted, som har rødder tilbage til 1882 og i dag ejes af Steen Gjerulff, der er femte generation i glarmester-familien. Steen Gjerulffs mangeårige medarbejder, Martin Andersen, har været stærkt personligt dedikeret i processen med fremstillingen af vinduerne.

SAMARBEJDE OG ENGAGEMENT
Menighedsrådet havde en længere periode med interne drøftelser om, hvordan restaurerings- og udsmykningsprojektet kunne realiseres. Alle var enige om, at der skulle gøres noget ved alterpartiet, og at de blå kirkebænke var for dominerende, men drøftelserne mundede ud i, at den mørke prædikestol var hovedproblemet i at skabe større harmoni i kirken.

Menighedsrådet lavede derfor en handlingsplan for perioden 2020-2024, hvor restaurerings- og udsmykningsprojektet skulle gennemføres. Et meget fornemt samarbejde i menighedsrådet sammen med engagerede medarbejdere ved kirken har gjort det muligt at gennemføre planen inden for de fire år.
Samarbejdet mellem menighedsrådet, kirkekunstner Peter Ejlerskov og arkitekt Jens Vilsbøll har ligeledes været forbilledligt – og alle parter har været lydhøre over for hinanden og haft vilje til at drøfte forslag til ændringer undervejs. Det fornemme samarbejde er videreført til håndværkerne, som hver på deres felt har været engagerede og omhyggelige og har leveret første klasses håndværk.

Uden at forklejne nogen vil jeg dog nævne, at det har været en fornøjelse af følge Gitte Fly fra Malerfirmaet Lægaard i Holstebro, som har haft til opgave at udsmykke prædikestolen med nye farver – efter aftale med konservatorerne i Ålborg – i september og oktober 2024 i Sir Kirke.

Sir Kirke har i forbindelse med restaureringen for første gang fået en præstetavle. Menighedsrådet har valgt, at præstetavlen skal gå tilbage til 1888, hvor den seneste store restaurering af kirken fandt sted. Alle tal og bogstaver på præstetavlen er udført i bladguld af malermester Helge Lægaard.

Sir Menighedsråd har også fået fornem støtte,
råd og vejledning fra provstiet, stiftet, Nationalmuseet og den kongelige bygningsinspektør. Dertil kommer, at Holstebro Provsti med en bevilling på næsten 3,6 millioner kroner har gjort det muligt at realisere projektet.
Den kongelige bygningsinspektør, arkitekt Mette Viuf Larsen, Århus, skrev i sin afsluttende anbefaling af projektet:

”Der er tale om et meget fint og sammenhængende projekt indeholdende en kunstnerisk udsmykning, der er helt særegent og passer godt til en nyere kirke som Sir Kirke”.

Sir Kirke blev genåbnet den 1. december 2024 efter otte måneders restaurering ved en højmesse, som blev forestået af biskop Henrik Stubkjær, provst Niels Arne Christensen og sognepræst Henrik Guldbrandt Kjær.


Hverken færdig, perfekt eller rationel
Af Peter Ejlerskov
Kunstner og grafiker

Sir Kirke er både en ny og en gammel kirke på samme tid – og som det er tilfældet med mange middelalderkirker, så er der en helt bestemt stemning og rumfornemmelse til stede. Skibets særlige loftkonstruktion, tøndehvælvet, får dog Sir Kirke til at fremstå anderledes end de fleste andre mindre kirker i Danmark.

Da jeg besøgte kirken i projektets begyndelse var det tydeligt, at kirkens potentiale som forkyndelsesrum ikke var udnyttet fuldt ud, men mulighederne for at give kirken mere karakter og styrke arkitekturens grundformer var til stede.

Menighedsrådet havde betroet mig opgaven at komme med skitser til at forbedre oplevelsen ved at være i kirken – først og fremmest ved at gentænke farvesætning og alterparti. Netop de to emner havde været til debat i mange år. Som arbejdet skred frem, blev også yderdør, ruder og lyskilder indtænkt. Dygtigere kunstnere end jeg havde allerede sat sit præg på Sir Kirke. Først med Roland og Johan Thomas Skovgaards altermosaik fra 1957, ligesom Sven Havsteen-Mikkelsen i 1981 kom med fine små malerier på prædikestolen. Sidstnævnte havde samme år farvesat prædikestolen og det øvrige interiør, så det efter hans mening harmonerede med de nye malerier. Farvesætningen viste sig dog ikke at have samme lange levetid som malerierne. Netop farver og alterparti var grunden til, at menighedsrådet ønskede en forandring af helhedsindtrykket.

Det gjorde opgaven mere vanskelig, at der allerede var forskellige kunstneriske retninger repræsenteret i kirken. Jeg ønskede ikke at komme i konflikt med de tidligere udsmykninger, men i stedet at skabe større harmoni. En slags kunstnerisk sameksistens i forskellighed. Selve kirken ligger isoleret midt i det vestjyske landskab, men til forskel fra andre kirker jeg har udsmykket, så blev landskabet ikke udgangspunkt for udsmykningen. Kirkens lysindfald blev derimod det væsentligste element at arbejde tematisk med i udsmykningen. Det skyldtes dels tøndehvælvet, som fremstår interessant, selvom det blot er en stor hvid buet flade og dels de fine dobbelte rudepartier. De tredelte gavlruder i kirkens vestvendte gavl gav desuden en mulighed for at give kirken kunstnerisk karakter på en stor flade, uden at det ville komme i konflikt med den tidligere udsmykning. Sammen med Sir menighedsråd og arkitekt MAA Jens Vilsbøll blev mine oprindelige skitser til udsmykningen konkretiseret og forfinet. Der har været et virkelig godt samarbejde, og alle forbedringer af de oprindelige idéer er sket i fællesskab.

Resultatet blev, at både Nationalmuseet, Det Kongelige Bygningsinspektorat og Akademirådet godkendte projektet med anerkendelse.

Mit kunstneriske udtryk tager afsæt i idéen om skitsen. En skitse er
aldrig helt færdig, helt perfekt eller opstået af en rationel tanke. Til gengæld er den altid ærlig. Samtidig kan en skitse, med alle dens fejl og mangler, være en måde at invitere beskueren indenfor og give plads til at tolke videre. Når jeg arbejder med fragmenter og sammensat symbolik, så er det netop for at undgå, at meningen bliver for entydig. Ethvert kunstværk gemmer på kunstnerens idéer, tanker og forundringer – men den vigtigste del af værket ligger gemt i den, der beskuer det. Genkender man ikke det, man ser, vil det ikke appellere. Det betyder dog ikke, at kunstneren blindt blot skal gentage det velkendte, men må i stedet at tilbyde plads til at man kan flette egne livserfaringer ind i værket.

For mig er idéen om en skitse mere end en tegning på et stykke papir, selvom det ofte begynder der. Den kan også være et relief i jern eller træ, som tilfældet er i Sir Kirke. Lige som skitsen er umiddelbar, arbejder jeg med at finde symboler, med samme umiddelbare tiltrækningskraft - også selvom de ikke er de mest brugte i kirkerummet. Korset, hjertet eller duen er for mig så velkendte, at de næsten mister deres betydning og fremstår mere som ren æstetik. Derfor tilstræber jeg at bruge symboler, der formidler et teologisk emne eller en fortælling, og som kan foldes ud over tid. Man kan sige, at det er æstetikken, der skal fange interessen for et kunstværk, men dets indhold eller budskab der skal formidle den fælles erfaring. Bliver man hurtigt færdig med at søge hvad værket formidler, så mister man interessen, og tilbage er kun en æstetisk oplevelse. Og den er efter min mening blot staffage. Derfor er der brug for både æstetik og teologi i kirken, og det er netop, hvad jeg har arbejdet med i ruderne i bly og glas.

Min tilgang til at arbejde med kunst er traditionel. Det skal forstås på den måde, at jeg helt bevidst lader mig inspirere af andre kunstnere, der har udsmykket kirker, eller på anden måde har arbejdet med teologiske temaer. Jeg står på skuldrene af andre. Det giver nemlig en mulighed for at flytte kunsten et andet sted hen end for eksempel Skovgaards symbolistiske glasmosaik af hyrden med fåreflokken eller Mikkelsens ekspressionistiske malerier af korsfæstelse, død og opstandelse.

I arbejdet med ruderne stod det klart, at et nyt udtryk i kirken skulle i en anden retning. Det var oplagt at give ruderne skitsens præg, og afstå fristelsen i at tilføre store farvede glasflader der ville give lysindfaldet tone. Lyset er nok i sig selv. Mon ikke det også er derfor, at lyset har stået som et stærkt symbol på det guddommelige, det usagte, siden de første katedraler blev bygget i den tidlige middelalders Europa?

LYSETS SKYGGE
I det hele taget har kirkens kunst været genstand for teologiske kampe om, hvorvidt et kunstværk kunne repræsentere det guddommelige eller blot kunne pege på det – den såkaldte ikonoklasme.

Jeg arbejder sjældendt kunstnerisk med temaer, jeg ikke selv har erfaret – en slags blufærdighed som dermed også forhindrer mig i kunstnerisk at postulere noget om guds eksistens. Det er min private ikonoklasme.

Et godt eksempel på det er mine skulpturer fra udstillingen Parafrase (2010), hvor jeg blandt andet arbejdede med Forklarelsen på Tabor-bjerget, hvor Jesus viser sig for tre dis­ciple i sin guddommelige, lysende form. Det er i sandhed en svær historie helt at begribe. Bjergets klippesten har jeg derimod erfaring med – klippesten, som bades i det forklarelsens lys, som dagslyset leverer. Det blev udgangspunkt for mine skulpturer dengang, og arbejdet med lyset har jeg nu fortsat i Sir Kirke.

Samme blufærdighed er årsag til, at jeg taler om ’lysets skygge’. Mine værker og symboler er højst forvrængede udgaver af det symbolske i lyset. Skygger af lyset. Derfor er alle de temaer jeg bearbejder, blot fragmenter af andre symboler, eller små ledetråde til en teologisk fortælling, som er vigtig for mig. De fire dobbelte ruder behandler blandt andet lignelsen om kornet, der falder på klippegrund, og om at se splinten i sin broders øje, men ikke bjælken i sit eget.

De sværeste emner at bearbejde kunstnerisk er for mig dem, hvor troen skal stå sin prøve. Her er opstandelsen helt central. Men tro rummer som bekendt også tvivl, hvilket jeg også har arbejdet med i mine blyruder. Her kan man se klædet i den tomme grav, men det kræver beskuerens egen tolkning, før det bliver til et opstandelsestema. For mig vil det måske forblive et klæde i en tom grav.
Dobbeltheden i lyset har jeg helt konkret arbejdet med i den rude, der omhandler det nye skud på stubben, som i renæssancemaleriet traditionelt repræsenterede den nye pagt. Her er først og fremmest en bjælke på tværs. Måske korstræet? Samtidig er der en gren med skud i toppen, der spejlvendes under bjælken. Det er en henvisning til Kierkegaards begreb om fordobbelsen – om kærlighed til sig selv, der i sin fordobbelse bliver til kærlighed til det andet menneske.

Et andet tema der er blevet bearbejdet i ruderne, er det, jeg kalder ’de to bebudelser’. Den ene er Marias bebudelse om, at hun skal føde en særlig søn, den anden er klædet ind til Tabernaklet, der flænses, da Jesus dør på korset. Begge emner får i min fortolkning en form, hvor der igen er plads til at tro og tvivle på samme tid. På den ene rude er en slags abstrakt vinge – som vingen af en død svane på stranden. Den rummer mulighed for både skønheden og døden i samme billede. På den anden er klippegrunden der skælver og forhænget der skjuler sandheden i templet, som flænges. Igen kræver det beskuerens tolkning, hvis det skal være mere end en død fugl og et jordskælv. Muligheden er til stede.
På vejen ud af kirken håber jeg, at man for alvor opdager glasmosaikken i den vestvendte gavl. I de tre høje ruder har jeg fabuleret over lyset i sig selv. Selvom blyet er formet med skitsens præg, er det tanken, at man skal kunne se lyset bevæge sig over markerne og falde som kraftige søer af lys i landskabet. Lyset som symbol i en rude der gennemstrømmes af lys, er måske det eneste sted, hvor kunsten ikke bliver lysets skygge, men faktisk ophøjes til lyset i sig selv.

Alle de kunstneriske temaer, der bearbejdes i kirken, er allerede antydet ved dørene til våbenhuset. Her er de mørke døre udsmykket med klippeformationer, som symbol på apostlen Peters skæbne som kirkebygger. Samtidig ses en antydning af stentrapper til den tomme grav i klippehulen. I våbenhusets ene rude er dette emne blevet lidt mere tydeligt.

De to døre er således indgangen til ”den første kirke” og indgangen til det, der er selve kirkens hovedforkyndelse, nemlig opstandelsen og kærlighedsbudskabet.

”Og jeg siger dig at du er Peter og på den klippe vil jeg bygge min kirke og dødsrigets porte skal ikke få magt over den”.
[Matth. 16,18]

Muligheden for denne dobbelte betydning af klippen og den tomme grav blev jeg først opmærksom på i min dialog med Sognepræsten for Navr og Sir Kirker. Henrik Guldbrandt Kjær mente, at det var en teologisk pointe, som udsmykningen i kirken ville blive mere sammenhængende af. Og han havde naturligvis ret.

Alter og knæfald har fået et helt nyt udtryk, og er på mange måder vendt tilbage til tiden, da kirken blev genåbnet i 1888. Her var knæfaldet besmykket med symboler i en spinkel jernprofil. Alteret fremstod med runde former i toppen, og Kristusmonogrammet på korets endevæg var tydeligt afmærket med en farve. Det blev ikke debatteret, om der i det hele taget skulle være et knæfald, fordi grundtanken var, at tage udgangspunkt i kirkens oprindelige udtryk fra åbningen i 1888 og trække arkitektoniske tråde dertil.
I 1957 blev et gult murstensalter bygget i forbindelse med Skovgaards mosaik. Alteret stod i kontrast til alt andet i kirken og flere forslag om at ændre udtrykket er igennem tiden blevet debatteret. I samarbejde med billedskærer Helmut Schlodder, som jeg har arbejdet med tidligere, blev der udarbejdet plader med relieffer i tulipantræ, som peger på temaet fra indgangsdørene. De dekorerede egetræsplader indkapsler murstensalteret, som er fredet. Temaet i relieffet er mere nedtonet, så mosaikken kan få den opmærksomhed, den fortjener.

Solsymbolet i knæfaldets midte er nærmest et arvestykke. Det er ikke et oplagt symbol for mig at arbejde med, men til gengæld er det en reference til knæfaldets oprindelige udformning. Det gyldne symbol er først formgivet i ler og dernæst sandstøbt i bronze og belagt med bladguld. Symbolets skitseagtige formsprog er en klar henvisning til dørene i våbenhuset, ruderne og alteret. Man kan sige, at solsymbolet primært er et æstetisk greb – og det indrømmer jeg gerne.

Der blev også arbejdet med at forbedre lyskilderne i kirkeskibet og i våbenhuset. Efter flere skitseidéer faldt valget på at designe store runde lysekroner i poleret messing. De bidrager først og fremmest med mere lys, og med lidt utidig selvros, så synes jeg, at de runde former harmonerer virkelig godt til tøndehvælvet, som de indirekte oplyser.

Efter designfasen på papir begynder det store arbejde med at få de mange meter messingprofiler til at blive til smukke lysekroner. Fortjenesten for det er gørtler Frank Thuesens, som jeg også har arbejdet med i andre udsmykningsprojekter.

Ruderne i glas og bly har været udsmykningens mest omfattende opgave for mig. Der er et stykke vej fra en tegning i fuld størrelse til en harmonisk og velfungerende rude. Glasmosaik i bly er et gammelt håndværk, som ikke bruges meget i byggeri i Danmark i dag. Derfor var det et ekstra held, at jeg kom i kontakt med glarmester Steen Gjerulff, som netop er ekspert i glas og bly.

Allerede i det tidlige forår 2024 gik vi i gang med de første ruder. Det var muligt helt at fjerne de traditionelle støttejern horisontalt på ruderne. Det betød, at jeg kunne arbejde med hele rudens flade og i mit design sikre, at det hele blev stabilt. I kirkeskibet og i koret er alle rudernes farver nedtonede, så det vigtigste udtryk er selve blyets form og de toner, som træer og himmel udenfor bidrager med. Våbenhusets to små ruder gav til gengæld mulighed for et lidt mere farvemættet udtryk, men teknikken er den samme som i de øvrige ruder.

Den lille rude i den nordvendte mur kan kun ses udefra, og derfor krævede den en lidt anden formgivning. Her blev temaet de tre nagler. De er ganske konkrete i deres udformning, og giver et stringent udtryk, uden at blive forstærket af farver i glasset.

Ruderne i Sir Kirke er blevet mere historiefortællende, end noget jeg tidligere har arbejdet med. Det skyldes dels, at kirkerummet passede til det, og dels at jeg synes, at kunstens rolle netop handler om at forholde sig til de vigtige emner i livet, uden samtidig at formidle konventionelle meninger om det bearbejdede.

Man kan sige, at blyindfattet glas repræsenterer et gammelt håndværk, som fastsætter nogle faglige regler, for hvordan udsmykningen kan blive. Det vil mange måske se som snærende bånd, men som kunstner er det netop afgørende med begrænsninger, for i det hele taget at kunne arbejde. Uden ydre begrænsninger skal man selv opfinde sine egne regler, for i det hele taget at kunne udfolde sig. Bryder man sig ikke om mine kunstneriske indfald på ruderne, så håber jeg de fleste kan glæde sig over det gode håndværk udført af Steen Gjerulff og Martin Lunde Andersens kyndige hænder.