Udstillingen handlede om at underspille kunstens underholdningsværdi, for til gengæld at lade beskueren stå alene foran værket uden den store forklaring. Jeg ønskede at skabe grobund for en dialog med beskueren i stedet for blot at opnå en æstetisk domsfældelse. En intention jeg havde lånt fra Mark Rothkos som ønskede, at billedet blev en altopslugende, sanselig oplevelse, som man kunne fortabe sig i. Store mørke, næsten sorte flader, som på samme tid lukkede sig for øjet – og åbnede sig for følelsen.